Erhverv
46 år i skoven: Smukfest og Royal Unibrew forlænger deres partnerskab
Danmarks nok længstvarende festivalsamarbejde fortsætter, når Royal Unibrew endnu en gang skal stå for øl, læskedrikke og oplevelser til publikum i Skanderborg
Smukfest og Royal Unibrew har netop forlænget deres partnerskabsaftale, og med det fortsætter et samarbejde, der nok er det længstvarende i den danske festivalbranche. Rødderne rækker helt tilbage til den allerførste Skanderborg Musikfestival og de små, buttede Faxe-flasker i 1980. I dag ser verden anderledes ud, men glæden ved festen er ifølge parterne stærkere end nogensinde.
Snart slår Smukfest dørene op for årets festival, hvor Royal Unibrew igen står som en af de tætteste partnere i store dele af publikumsoplevelsen. Kommerciel direktør i Smukfest, Kasper Sandfeldt Bjergbæk, peger på, at mange ting på festivalen kun kan lade sig gøre i kraft af eksterne partnerskaber, og at Royal Unibrew her er den klart største og vigtigste. Han fremhæver især den stabilitet og sikre drift, samarbejdet leverer, og understreger, at festivalen kun har én uge til at skabe et helt års omsætning – der er derfor ikke plads til fejl, når det gælder forsyningen af øl og drikkevarer i uge 33.
Landechef i Royal Unibrew, Louise Palsten, fortæller, at både bøgetræerne og festivalen var af en helt anden størrelse, da partnerskabet begyndte. 46 år senere står parterne stadig sammen om at skabe de øjeblikke og den stemning, der gør Smukfest til noget særligt, og hun glæder sig til at fortsætte udviklingen af festivalen og de oplevelser, der år efter år samler tusindvis af gæster.
Et partnerskab drevet af udvikling og bredde
Royal Unibrew udgør en vigtig del af rygraden i Smukfests forsyning, hvor alle i skoven skal spise og drikke. Det er muligt takket være den udvikling, drikkevarevirksomheden har gennemgået siden 1980, hvor det var bryggeriet i Faxe, der forsynede den dengang spirende festivalforening med øl. I dag er Royal Unibrew ikke længere blot en ølpartner, men en multi-beverage-leverandør på tværs af varekategorier – fra læskedrikke og energidrik til færdigblandede drikke, specialøl og fadøl.
Bjergbæk fremhæver bredden i sortimentet som afgørende for, at partnerskabet efter 46 år stadig er attraktivt, og peger på, at Royal Unibrews mange brands og store kapacitet giver Smukfest gode udviklingsmuligheder. Han understreger, at et partnerskab bliver svært, hvis det sætter for mange begrænsninger, men at der i samarbejdet med Royal Unibrew er højt til loftet. Palsten supplerer, at festivalgæster har forskellige præferencer, og at Royal Unibrew derfor tilbyder et bredt udvalg på tværs af kategorier, så der er noget for både dem, der vil have alkohol eller alkoholfrit, sukker eller sukkerfrit.
Læs også:
Innovation, ansvarlighed og nyheder på årets festival
Royal Unibrews engagement i Smukfest spænder bredt og omfatter både gæsteoplevelser, innovation og projekter uden for selve festivalen. Palsten peger på, at samarbejdet siden 1980 har været drevet af nysgerrighed og lysten til at skabe nye oplevelser, og at parterne gennem årene har gjort hundredvis af idéer til virkelighed – noget hun ser som et bevis på styrken i partnerskabet.
For hver solgt liter fadøl donerer Royal Unibrew to kroner til Smukfonden, hvilket på baggrund af de seneste års salg svarer til op mod 500.000 kroner årligt. Smukfonden uddeler disse midler, sammen med 20 procent af Smukfests årlige overskud, til sociale projekter i hele landet.
Samarbejdet omfatter også bæredygtighed. I samarbejde med Færch Plast har Royal Unibrew og Smukfest udviklet et genanvendeligt plastkrus, som indgår i et lukket kredsløb og enten bliver til nye krus eller anden fødevareemballage. Løsningen har markant reduceret plastikforbruget på festivalen siden indfasningen i 2024.
Partnerskabet rækker desuden op på scenen, hvor Royal Unibrew er med til at give det musikalske vækstlag en platform gennem blandt andet konkurrencer på LiveCamp og mentorordninger via projekter som “Tak Rock”. En del af det økonomiske sponsorat er derudover øremærket til goder i den frivillige forening bag Smukfest, hvilket blandt andet har gjort det muligt at tilbyde festivalens frivillige en lederuddannelse med ECTS-point.
Hvert år præsenterer parterne noget nyt sammen. I år udvides Smukfest Appen med en funktion, der skal hjælpe gæster med at finde nye venner at gå til koncert med, og Royal Unibrew bidrager desuden til udviklingen af helt nye publikumsområder i skoven. Det mest markante nye tiltag er scenen EKKO, hvor de elektroniske musikgenrer for første gang får et dedikeret område. Her spiller Royal Unibrews aktivering af Faxe Kondi Booster en central rolle med blandt andet en temabar og specialfremstillede, fluorescerende drinkskrus, som også kan indgå i festivalens retursystem. Er man ikke til elektronisk musik, er der dog rig mulighed for alternativer andre steder i skoven, blandt andet på det nye Torvet, hvor flere af Royal Unibrews brands også er repræsenteret.
Fakta om partnerskabet
- Royal Unibrew står bag flere af skovens kendte barer, herunder “Royal Wunderbar” med den store fadølshane, specialøl-baren “Humlen”, 90’er-temabaren “90’eren” og “Thor Hill”.
- Boformen “CanSleep” – en forvokset øldåse i to etager, som gæster kan overnatte i – er en af de største brandingsuccesser i partnerskabets historie og stadig populær, mange år efter den blev opfundet i 2005.
- I skovbunden ligger 9,5 kilometer slanger, der forsyner festivalen med fadøl. Tankvogne med øl skiftes løbende ud bag hegnet, og de frivillige, der håndterer forsyningsslangerne, kalder sig “Trækkerdrengene” og er klædt i grønne kedeldragter.
- Royal Unibrews sortiment tæller 132 varenumre fordelt på menukortet i skovens 70 barer.
- I løbet af Smukfests otte døgn skænker 3.000 frivillige mere end 500.000 fadøl fordelt på de 70 barer.
- Sponsorer kaldes på Smukfest for “legekammerater”, og Royal Unibrew lever op til navnet med quizzer og spil i Smukfest Appen. Under Smukfest 2025 blev der eksempelvis skænket op mod 2,5 millioner digitale “øl” i det populære Skumfest-spil.
Læs også: