Erhverv

Bankfædre tager mest barsel: Ny opgørelse viser markant udvikling

Fædre i pengeinstitutter ligger helt i top, når det gælder barsel, og nye tal peger på både stærke rammer og en kulturændring på arbejdspladserne

Søren Greve
Af Søren Greve 17. april 2026

Fædre med job i pengeinstitutter er blandt dem i Danmark, der tager mest barsel. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fædre i pengeinstitutter i gennemsnit holdt 15,4 ugers barsel i 2024. Året før var tallet 14,8 uger. På det samlede arbejdsmarked steg gennemsnittet i samme periode fra 10,2 til 10,9 uger. Samtidig benytter hele 97 procent af fædrene i pengeinstitutter sig af muligheden for barsel.

Pengeinstitutter ligger fortsat i front

Ifølge Finans Danmark og Finansforbundet ligger pengeinstitutterne ikke bare over gennemsnittet, men fortsat helt i front på arbejdsmarkedet. Det gælder både, når man ser på, hvor mange fædre der tager barsel, og hvor længe de er væk fra jobbet. I hele finanssektoren samlet steg fædrebarslen fra 13,0 til 13,5 uger fra 2023 til 2024.

Steen Lund Olsen, næstformand i Finansforbundet, siger:

”Det er godt for familierne, godt for tilknytningen mellem barn og far og et vigtigt skridt i retning af en mere lige fordeling af barslen. Tallene viser, at rettigheder og rammer betyder noget i praksis. Når fædre har gode muligheder for at tage barsel, så bruger de dem også. Det har stor betydning for den enkelte familie, men det er også vigtigt for ligestillingen på arbejdsmarkedet.”

Overenskomst og nye regler har sat fart på udviklingen

Udviklingen hænger ifølge pressemeddelelsen sammen med både nye barselsregler og forbedringer i overenskomsten. Reglerne om øremærket barsel trådte i kraft i august 2022, og fra 1. april 2023 blev der indført 10 ekstra ugers barsel med fuld løn til fædre og medmødre i overenskomsten. Dermed blev den samlede ret til barsel med fuld løn hævet til 26 uger uanset køn.

Morten Schønning Madsen, direktør for Finans Danmark/Arbejdsgiver, siger:

“Bankerne var de første til at sikre lige rettigheder til fædre og mødre, og de nye tal viser, at det har en reel effekt. Vi har både skabt de rette rammer og en kultur med opbakning fra ledelse og kolleger, der gør, at vi kan få mænd til at tage en større del af barslen. I sidste ende er det familierne, der vælger og op til dem at udnytte rammerne – men det er meget positivt at se, at overenskomster skaber mulighed for forandring for dem der ønsker det.”

Markant spring siden 2021

Det er første gang, man kan se effekten af de forbedrede vilkår over et helt kalenderår, og ifølge pressemeddelelsen er udviklingen tydelig. Sammenlignet med 2021 tager mænd i pengeinstitutter 50 procent længere barsel i 2024.

Det peger på, at nye rettigheder og bedre vilkår kan gøre en konkret forskel i hverdagen. Samtidig viser tallene, at barsel i stigende grad bliver noget, som fædre gør brug af, når arbejdspladsen giver plads til det.