Erhverv

Aalborg Universitet har lavet ny powerchip til en brøkdel af prisen

Forskere i Aalborg har udviklet en særlig powerchip, som på sigt kan få stor betydning for både dansk industri og forsyningssikkerhed.

Søren Greve
Af Søren Greve 24. april 2026

Aalborg Universitet har udviklet en ny type powerchip, som ifølge forskerne kan produceres langt billigere end de løsninger, der i dag regnes blandt de bedste på markedet. Chippen er lavet i materialet galliumoxid og skal nu videreudvikles til industrielt brug.

Powerchips bruges i en lang række teknologier med stort energibehov, blandt andet i vindmøller, varmepumper og andre systemer, hvor der kræves stærk og stabil energiforsyning. På Aalborg Universitet peger man på, at den nye chip både kan få økonomisk og strategisk betydning.

Kan matche de bedste til lavere pris

Ifølge professor Stig Munk-Nielsen fra Institut for Energi kan den nye chip levere samme ydeevne som de aktuelt bedste effektchips, men til en langt lavere pris.

”For det første er chippen meget billigere at producere end de traditionelle powerchips, der laves af siliciumkarbid. Vi kan opnå ydeevnen af de aktuelt bedste effektchips til en tredjedel af prisen. Dernæst vil en produktion af powerchips herhjemme give Danmark forsyningssikkerhed inden for et område, som har utrolig stor indflydelse på dansk økonomi,” siger Stig Munk-Nielsen.

Han henviser blandt andet til, at virksomheder som Vestas, Grundfos og Danfoss bruger powerchips i deres produktion.

Millioner skal sætte fart på udviklingen

Projektet begyndte for knap halvandet år siden efter en konference i USA. Kort efter fandt forskerholdet en fabrik i Japan, hvor powerchips kunne fremstilles langt billigere end normalt. Ifølge universitetet lykkedes det to forskere at konstruere chippen på blot to uger.

Nu er næste skridt at købe tilsvarende maskiner og udvikle chippen til brug i industrien. Der er søgt midler hos Innovationsfonden, og Aalborg Universitet har også selv investeret et millionbeløb i projektet.

”Vi investerer for at accelerere en udvikling i en chip med det klare mål, at der skal starte produktion i regionen og i Danmark. Det er strategisk vigtigt for Danmark og Europa at få egen produktion af powerchips,” siger Lars Storm Pedersen, institutleder på AAU Energy.

Håb om nye arbejdspladser i Nordjylland

Projektet har også opbakning fra virksomheden Polyteknik A/S, som bygger udstyr til chipproduktion og har hovedkontor i Østervrå. Virksomheden er i gang med at opføre en ny fabrik i Hjallerup og ser et muligt vækstspor i projektet.

”I Polyteknik har vi en naturlig interesse i, at der på sigt skabes et større cluster af virksomheder relateret til chipindustrien. Det vil være en vækstkatalysator for chipudvikling og -produktion i Nordjylland,” siger CEO Jens William Larsen.

Hos forskerne er ambitionen, at den nye powerchip ikke kun bliver et forskningsprojekt, men også kan være med til at skabe et nyt miljø for udvikling og produktion i landsdelen.

”På verdensplan er powerchips blot en niche af chipsområdet, men i Danmark er det kæmpestort. Derfor ønsker vi at skabe et miljø, hvor nye virksomheder kan vokse op omkring udviklingen af powerchippen. Det vil styrke forskningen på universitetet, skabe arbejdspladser og gøre Nordjylland til en powerhub for chipteknologi,” siger Stig Munk-Nielsen.