Erhverv
Sverige forbyder minkavl – mens Danmark fortsætter
Det svenske forbud træder efter planen i kraft i juli 2027 og genåbner debatten om dansk minkavl
Sverige vil forbyde minkavl. Det oplyser World Animal Protection Danmark i en pressemeddelelse, efter at den svenske regering har fulgt anbefalinger fra en ekspertkommission.
Forbuddet skal efter planen træde i kraft i juli 2027 og skrives ind i den svenske dyrebeskyttelseslov.
Kritik af dansk linje
Beslutningen vækker glæde hos World Animal Protection Danmark, som samtidig retter kritik mod, at Danmark igen tillader minkproduktion.
“Det er en meget glædelig beslutning Sverige har taget, og Danmark burde have gjort det samme for lang tid siden, i stedet for at gøre det modsatte og tillade minkproduktionen at starte op igen,” siger Pernille Fraas Johnsen, landbrugsfaglig seniorkonsulent i World Animal Protection Danmark.
Ifølge organisationen har op mod 24 europæiske lande enten forbudt pelsavl eller er i gang med en udfasning, mens kun tre lande fortsat fastholder minkavl.
Læs også:
Pres på EU
World Animal Protection peger også på, at EU endnu ikke har indført et forbud mod pelsavl, selv om millioner af EU-borgere har støttet initiativer mod bure og pelsproduktion.
“Vi venter stadig på, at EU Kommissionen skal opfylde deres løfte om at afskaffe bure samt tage stilling til borgerinitiativet om totalt forbud mod pelsavl,” siger Pernille Fraas Johnsen og fortsætter:
“Utallige fagfolk og eksperter er enige om, at rovdyr i bittesmå bure ganske enkelt ikke opfylder de grundlæggende krav til dyrenes natur og velbefindende, og Danmark er efterhånden medlem af en meget lille klub med færre end en håndfuld medlemmer, der stædigt insisterer på, at blive ved med at behandle små vilde rovdyr så dårligt som det er tilfældet. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt,” siger Pernille Fraas Johnsen, World Animal Protection Danmark.
Læs også: