Familie
Nye skoleforløb skal gøre elever klar til kriser
Røde Kors og Beredskabsforbundet står bag gratis undervisningsmateriale til Beredskabsugen i maj
Når sirenerne lyder i uge 19, får danske skoleelever nu mulighed for at arbejde mere konkret med, hvad man gør i en krisesituation.
Røde Kors og Beredskabsforbundet har sammen med Læringsbureauet Forstå udviklet gratis undervisningsforløb under navnet “HELT SIKKERT”. Materialet skal styrke elevernes viden, handlekraft og tryghed, når der tales om beredskab og kriser.
Skal skabe ro og fælles sprog
Forløbene henvender sig til alle klassetrin i grundskolen og kan bruges i forbindelse med Beredskabsugen, som foregår i den første uge i maj omkring den årlige sirenetest.
”Med forløbene ”HELT SIKKERT” håber vi på at give lærerne en hjælpende hånd til at gøre eleverne klogere på, hvilke mekanismer der er i spil i en krisesituation. Samtidig er det vigtigt for os, at materialerne er tryghedsskabende og efterlader eleverne med håb,” siger Morten Schwarz Lausten, kreativ chef og bl.a. ansvarlig for Røde Kors Skoletjeneste.
Læs også:
Fiktivt strømnedbrud i undervisningen
Ud over grundforløbene kan udskolingselever arbejde med et scenarie om et fiktivt strømnedbrud. Her bliver eleverne gradvist præsenteret for nye situationer, hvor de blandt andet skal bruge kildekritik, analyse og kommunikation.
”Vi har i udviklingen af forløbene selvfølgelig haft som opgave at formidle om kriseberedskab og sikkerhed, men vi har også som læringseksperter haft stor fokus på, at forløbene didaktisk skal kunne spille naturligt ind i de faglige rammer,” siger Ruben Samuel Sørensen, direktør hos Læringsbureauet Forstå.
Materialet er gratis for alle med Unilogin.
Læs også: