Helbred

Nye klinikker skal styrke livet efter kræft i Region Midtjylland

Specialiserede tilbud i Aarhus og Gødstrup skal hjælpe borgere med komplekse senfølger

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 2. maj 2026

Borgere i Region Midtjylland, der lever med senfølger efter kræft, kan se frem til en mere målrettet og sammenhængende indsats. Regionsrådet har netop vedtaget, hvordan nye senfølgeklinikker skal etableres og arbejde i praksis.

Klinikkerne placeres på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup og bliver en del af en samlet regional indsats. Her vil både patienter, praktiserende læger og kommuner få adgang til ny viden og rådgivning.

– “Senfølger efter kræft kan være både alvorlige og langvarige. Med de nye klinikker tager vi et vigtigt skridt for at sikre, at de borgere, der har de mest komplekse problemer, får den specialiserede hjælp, de har brug for,” siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).

Flertallet får fortsat lokal hjælp

Selvom de nye klinikker skal spille en central rolle, vil langt de fleste borgere fortsat få hjælp tæt på deres hverdag. Omkring 90 procent af patienterne forventes at blive behandlet gennem egen læge, kommunale tilbud og egen indsats.

Klinikkerne er målrettet de borgere, der har de mest komplekse forløb.

– “Klinikkerne skal kun behandle en mindre del af patienterne. Til gengæld skal de være med til at løfte kvaliteten for alle, der lever med senfølger efter en kræftbehandling, ved at udvikle tilgange og rådgive fagpersoner. På den måde skaber vi bedre sammenhæng i indsatsen på tværs af hele regionen,” siger Anders G. Christensen.

Ny viden skal styrke hele sundhedsvæsenet

Som en del af indsatsen oprettes også en regional videns- og rådgivningsfunktion. Den skal understøtte behandlingen på tværs af sundhedsvæsenet og give bedre muligheder for, at borgere selv kan håndtere deres senfølger.

Faglige miljøer samles i øst og vest

Placeringen af klinikkerne i Aarhus og Gødstrup er valgt for at samle eksisterende faglige kompetencer og styrke samarbejdet mellem specialer. De to klinikker skal arbejde tæt sammen om både behandling, forskning og udvikling.

Målet er, at ny viden hurtigt kan komme patienter i hele regionen til gavn.

Klinikkerne forventes at begynde at rådgive kommuner og praktiserende læger fra september 2026 og modtage patienter fra oktober samme år.