Helbred

Dansk studie finder sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og mavekræft

Nyt dansk studie finder sammenhæng – men vand fra hanen er stadig sikkert at drikke

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 3. maj 2026

En ny dansk undersøgelse viser, at nitrat i drikkevandet er forbundet med en øget risiko for mavekræft. Resultaterne stammer fra et stort studie med data fra over 54.000 danskere, som er fulgt gennem 27 år.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Epidemiology og er ledet af Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning i samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet og GEUS.

Dobbelt så høj risiko ved høj eksponering

Ifølge forskningen havde personer med den højeste eksponering for nitrat i drikkevandet omkring dobbelt så høj risiko for at udvikle mavekræft sammenlignet med personer med den laveste eksponering.

Tallene kan virke bekymrende, men det er vigtigt at se dem i perspektiv, forklarer seniorforsker Cecilie Kyrø, der er en af hovedforfatterne bag studiet.

  • “Risikoen for at udvikle mavekræft er generelt lille. Derfor vil risikoen fra nitraten stadig være lille. Lidt firkantet sagt er et lille tal, der bliver dobbelt så stort, stadig et lille tal. Derfor bør man som enkeltperson ikke være bekymret for at drikke vand fra hanen,” siger Cecilie Kyrø.

Hun understreger dog, at betydningen er større, når man ser på hele befolkningen:

  • “Ser vi derimod på hele Danmarks befolkning, er betydningen af nitrat en anden sag. Her er der nemlig tale om rigtig mange mennesker, der alle drikker vand, og så vil der over tid være en væsentlig betydning for folkesundheden,” siger hun.

Forskellige kilder har forskellig effekt

Forskerne har også undersøgt, hvordan nitrat fra forskellige kilder påvirker risikoen.

Resultaterne viser, at nitrat og nitrit fra forarbejdet kød – som eksempelvis kødpålæg – øger risikoen for mavekræft. Derimod ser nitrat fra grøntsager ikke ud til at have samme effekt.

Ifølge forskerne kan forskellen forklares biologisk. Når nitrat optages i kroppen, omdannes det til nitrit, som kan danne såkaldte nitrosaminer i maven. Flere af disse stoffer er kendt for at være kræftfremkaldende.

Grøntsager indeholder dog naturlige plantestoffer, som kan hæmme dannelsen af de skadelige stoffer. Den beskyttelse findes ikke i drikkevand.

  • “At vi har en plausibel biologisk forklaring, styrker de resultater, vi finder i undersøgelsen og understreger, at nitrat i drikkevandet samt nitrat og nitrit som tilsætningsstof i forarbejdet kød har sundhedsmæssige konsekvenser, man som samfund bør tage alvorligt,” siger Cecilie Kyrø.

Niveauerne ligger under grænseværdien

I undersøgelsen lå nitratindholdet i drikkevandet for de mest udsatte typisk mellem cirka 3 og 34 milligram pr. liter – i nogle analyser op til cirka 48 mg/l. Det er stadig under den nuværende grænseværdi på 50 mg pr. liter.

For gruppen med det laveste indhold lå niveauet omkring 0,8 mg pr. liter.

Studiet er støttet af Wereld Kanker Onderzoek Fonds (WKOF) som en del af World Cancer Research Funds internationale bevillingsprogram.