Helbred
Nyt udskrivelsesteam på Regionshospitalet Viborg har halveret fejl og skabt trygge patientforløb
Et dedikeret tværfagligt team af én sygeplejerske og én ergoterapeut har forvandlet udskrivelserne på Ortopædkirurgisk Afsnit i Viborg – og er nu indstillet til Region Midtjyllands Initiativpris.
Over en tredjedel af alle utilsigtede hændelser på Ortopædkirurgisk Sengeafsnit på Regionshospitalet Viborg var i første halvår af 2024 relateret til udskrivelser. Kun knap 10 procent af patienter indlagt over 48 timer blev udskrevet før kl. 12, og en sygeplejefaglig koordinator modtog alene over seks uger 157 opkald om fejl og mangler i medicinlister og videre planer. Det fik afdelingen til at tænke nyt.
— Planlægningen af komplekse udskrivelser var primært forankret hos sygeplejerskerne, som samtidig skulle varetage stuegang, koordinering og øvrige patientnære opgaver. Det gjorde udskrivelsesarbejdet sårbart, siger chefsygeplejerske Betina Funder.
Løsningen blev et dedikeret udskrivelsesteam bestående af én ergoterapeut og én sygeplejerske, der hver hverdag fra kl. 7.30 til 15.00 udelukkende fokuserer på at koordinere og planlægge udskrivelser i samarbejde med plejepersonale, læger, kommuner og pårørende.
Ergoterapeuterne bød sig selv til
Den tværfaglige sammensætning af teamet var ikke tilfældig. Kommunerne havde tidligt peget på behovet for bedre beskrivelser af patienternes funktionsevne og tydeligere koordinering af hjælpemidler – kompetencer, ergoterapeuterne besidder.
— Ergoterapeuterne bød sig selv til. De kunne se, at de havde noget værdifuldt at bidrage med, og det har vist sig at være helt rigtigt. Det er faglig stolthed i praksis, siger Betina Funder.
Teamet deltager hver morgen i et tværfagligt tavlemøde, hvor samtlige patienter gennemgås og tildeles en konkret udskrivelsesdato. Herefter tager teamet kontakt til pårørende og kommunerne for at planlægge det videre forløb. Et begrænset antal faste medarbejdere sikrer kontinuitet over flere dage – både for patienter og samarbejdspartnere.
Skive Kommune var med fra begyndelsen, og afdelingen samarbejder i dag løbende med Skive, Silkeborg og Viborg kommuner. En kommunal visitator fremhæver de bedre og mere rettidige plejeforløbsplaner og beskriver det som rart med gennemgående personale.
Læs også:
Mindre træthed i hovedet – og færre fejl
Effekterne mærkes på tværs af afdelingen. Plejepersonalet oplever færre afbrydelser og mindre dobbeltdokumentation. En sygeplejerske beskriver det som “mindre træthed i hovedet efter arbejde”. For lægerne har modellen skabt en gennemsigtighed, der frigiver tid til selve behandlingen.
— For lægerne har det skabt en gennemsigtighed, vi ikke havde før. Vi ved præcis, hvem der koordinerer udskrivelsen, og at der er styr på patientens behov og udskrivelsesdato, siger cheflæge Steen Olesen.
Patienter og pårørende beskriver tryghed og overblik. En patient fortæller: — Det har fungeret supergodt, fordi jeg hele tiden er blevet orienteret og derfor ikke skulle spørge selv.
Afdelingen har ikke set en stigning i genindlæggelser, og modellen er nu indstillet til Region Midtjyllands Initiativpris. Ifølge Steen Olesen kan den fungere som inspiration langt ud over ortopædkirurgien.
— Det er vigtigt at understrege, at det her er udviklet af medarbejderne. Vi har givet dem friheden til at tænke nyt, og resultatet taler for sig selv, siger han.
Læs også: