Helbred

Høj sommervarme giver flere havbakterier – personer med sår bør være ekstra forsigtige

Statens Serum Institut oplyser, at de fleste fortsat kan bade trygt i havet, men varmt badevand øger risikoen for infektion med havbakterier hos særligt udsatte personer.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 13. juli 2026

Når havvandet bliver varmt om sommeren, får havbakterierne Vibrio og Shewanella bedre vækstbetingelser. Bakterierne findes naturligt i havvand, især i de indre danske farvande, hvor saltindholdet er lavere end i det åbne hav.

En opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at der blev registreret 934 laboratoriebekræftede infektioner med havbakterier i Danmark i perioden 2020–2025.

De fleste kan bade uden bekymring

Ifølge SSI kan langt de fleste fortsat bade trygt i havet. Personer med åbne sår eller rifter bør dog være forsigtige, når badevandet er varmt – især hvis de samtidig har et svækket immunforsvar eller en alvorlig kronisk sygdom.

»Langt de fleste kan trygt bade i havet. Men personer med åbne sår bør være forsigtige med at bade i varmt havvand, især hvis de samtidig har et svækket immunforsvar. Oplever man tegn på infektion efter kontakt med havvand, bør man søge læge,« siger Steen Ethelberg, epidemiolog og sektionsleder ved Statens Serum Institut.

Risikoen er størst i de indre farvande

De fleste infektioner er milde og viser sig som øre- eller sårinfektioner. I sjældnere tilfælde kan en sårinfektion udvikle sig til blodforgiftning og kræve hospitalsbehandling.

Infektionerne ses hyppigst hos personer, der bor langs bælterne og havet omkring de sydfynske øer. Det skyldes, at bakterierne især trives i brakvand med lavere saltindhold end i det åbne hav.

Risikoen afhænger både af, hvor man bader, hvor længe vandtemperaturen har været høj, og om man har åbne sår eller rifter, som kan give bakterierne adgang til kroppen.

Flest tilfælde om sommeren

Infektioner med havbakterier følger et tydeligt sæsonmønster. Antallet af tilfælde stiger fra juni og topper i juli og august.

SSI peger samtidig på, at internationale erfaringer viser, at stigende havtemperaturer kan øge risikoen for infektioner med havbakterier.

Selv om antallet af registrerede tilfælde har været forholdsvis stabilt i Danmark i perioden 2020–2025, gav den usædvanligt varme sommer i 2018 med badevandstemperaturer over 22 grader flere steder anledning til væsentligt flere infektioner.

Hvis Danmark får flere varme somre med længere perioder med høje vandtemperaturer, kan antallet af infektioner stige.

Nyt overvågningssystem følger udviklingen

Statens Serum Institut har i 2026 etableret et laboratoriebaseret overvågningssystem for havbakterier.

»Vi har i 2026 etableret et laboratoriebaseret overvågningssystem for havbakterier. Det betyder, at vi kan følge udviklingen tættere og bedre overvåge, hvordan forekomsten udvikler sig i Danmark,« siger Kristýna Faksová, epidemiolog ved Statens Serum Institut.