Politik

Ti landsbyer får delecykler, der skal binde cykel og kollektiv trafik sammen

Region Midtjylland uddeler tilskud på op til 50.000 kroner til ti landsbyer, der skal undersøge, hvordan delecykler kan gøre det lettere at kombinere cyklen med bus, tog og letbane

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 13. august 2026

Borgere i ti midtjyske landsbyer får nu mulighed for at koble en delecykel sammen med turen med bus, tog eller letbane. Region Midtjylland har udpeget de ti landsbyer til tredje fase af projektet Delecyklen, hvor lokale deleordninger med elcykler og el-ladcykler skal afprøve, hvordan cyklerne kan blive en naturlig del af en rejse med kollektiv trafik.

Formålet er at gøre det lettere at kombinere forskellige transportformer og skabe mere fleksibel transport for borgere i landdistrikterne.

“Når vi investerer i mobilitet, investerer vi også i levende lokalsamfund. Delecyklerne har allerede vist, at de kan gøre en forskel. Nu skal vi undersøge, hvordan de også kan gøre det lettere at kombinere cykel med bus, tog og letbane,” siger Per Møller Jensen (S), formand for Udvalget for Regional Udvikling.

Ordningerne bliver udviklet og drevet af landsbyerne selv, og hver landsby kan få op til 50.000 kroner til at etablere ordningen og afprøve løsninger, der passer til de lokale behov.

Bygger videre på erfaringer fra tidligere faser

Delecyklens to første faser løb i 2024 og 2025, hvor i alt 59 midtjyske landsbyer deltog. Evalueringerne af disse faser viste, at delecyklerne gav borgerne nye transportmuligheder, men at de kun i begrænset omfang blev brugt i kombination med den kollektive trafik.

Den erfaring er baggrunden for, at tredje fase specifikt skal undersøge, hvordan delecykler kan gøre det lettere at kombinere cyklen med bus, tog og letbane. Alle ti udvalgte landsbyer har selv budt ind med idéer til, hvordan delecyklen kan spille sammen med den kollektive trafik lokalt.

I nogle af landsbyerne kører bussen ikke på alle tidspunkter af dagen, og her kan delecyklen gøre det muligt at fortsætte rejsen med bus eller tog, når bussen ikke kører. I andre landsbyer er der slet ingen kollektiv trafik, og her kan cyklen i stedet bruges til at nå frem til den nærmeste bus- eller togforbindelse.

“Det skal ikke være afgørende for, om man kan komme på arbejde eller deltage i fritidslivet, om man bor et sted med busforbindelse hele dagen eller længere væk fra den kollektive trafik. Derfor er det vigtigt, at vi ser på, hvordan vi kan skabe bedre sammenhæng for mennesker i landdistrikterne,” siger Vivi Altenburg (DD), næstformand for Udvalget for Regional Udvikling.

Landsbyerne peger desuden på, at kombinationen af delecykel og kollektiv trafik kan gøre det nemmere for pendlere med skæve arbejdstider at fravælge bilen. Samtidig kan det give unge bedre mulighed for selv at komme til fritidsaktiviteter og sociale arrangementer, uden at de er afhængige af, at forældrene kører dem.

Sådan følges ordningerne fremover

Region Midtjylland vil følge deleordningerne i omkring 12 måneder og undervejs samle erfaringer om, hvordan de bliver organiseret og brugt, samt hvordan de spiller sammen med den kollektive trafik. Når projektperioden er slut, beholder landsbyerne cyklerne og de øvrige dele af ordningen og kan derefter selv videreføre ordningerne lokalt.

De ti deltagende landsbyer:

  • Boes – Skanderborg Kommune
  • Ejsing – Holstebro Kommune
  • Gl. Harlev – Aarhus Kommune
  • Hover – Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Lemming – Silkeborg Kommune
  • Pindstrup – Syddjurs Kommune
  • Sdr. Felding – Herning Kommune
  • Tastum – Viborg Kommune
  • Timring – Herning Kommune
  • Vestbirk – Horsens Kommune

Fakta om Delecyklen:

  • Ti landsbyer søgte om at deltage, og alle ti har fået tilsagn. Hver landsby kan få op til 50.000 kroner til en lokal deleordning.
  • Landsbyerne udvikler og driver selv ordningerne og beslutter blandt andet cykeltype, placering, adgang, booking, drift og vedligeholdelse.
  • Støtten kan bruges til elcykler eller el-ladcykler samt eksempelvis booking, cykelhjelme og praktiske løsninger.
  • Region Midtjylland følger ordningerne i cirka 12 måneder for at samle erfaringer om organisering, brug og samspil med kollektiv trafik.
  • Undervejs mødes landsbyerne for at udveksle erfaringer og lære af hinandens løsninger.
  • Landsbyerne beholder cyklerne og ordningen, når projektperioden slutter.
  • I 2024 og 2025 deltog 59 landsbyer i Delecyklens to første faser.
  • Erfaringerne herfra viste, at delecyklerne gav nye transportmuligheder, og at lokale tovholdere, tydelig ansvarsfordeling og lokalt engagement har stor betydning for, om en ordning fungerer.
  • Knap 2.000 borgere brugte cyklerne i de første faser, og der blev registreret omkring 135.000 kilometer.
  • Alle 59 landsbyer valgte at fortsætte deres deleordning efter forsøgsperioden.