Natur

Hvor er pindsvinene blevet af? Markant færre registreret i Region Midt

Årets store pindsvinetælling gav 4.497 registreringer i Region Midt. Det er færre end sidste år, mens flere danskere på landsplan melder, at de slet ikke har set pindsvin.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. august 2026

Der blev registreret 4.497 pindsvin i Region Midt under årets landsdækkende pindsvinetælling, der blev gennemført 8. august.

Sidste år blev der registreret 5.203 pindsvin i Region Midtjylland. Det svarer til 706 flere registreringer end i år.

Region Midt havde dog det højeste antal registrerede pindsvin blandt landets fem regioner i årets tælling.

Flere leder forgæves

På landsplan deltog 11.607 personer i årets pindsvinetælling og registrerede tilsammen 16.884 pindsvin.

Samtidig er andelen af deltagere, som har ledt efter pindsvin uden at finde nogen, steget markant.

I år oplyste 16,7 procent, at de havde kigget uden at se et pindsvin. Sidste år var tallet 10,8 procent.

Udviklingen vækker bekymring hos WWF Verdensnaturfonden og Dr. Pindsvin, der står bag projektet Danmarks Pindsvin.

”Der er i år betydeligt flere, der rapporterer ikke at have set pindsvin. Samtidig har vi fået hundredvis af kommentarer fra danskerne om, at de pindsvin, som ellers var i haven i juni og i starten af juli, er forsvundet. Det kan skyldes, at pindsvinene har været hårdt ramt af den rekordvarme og tørre sommer herhjemme og er gået til på grund af mangel på vand og føde. Vi har set lignende i Sydeuropa, hvor der er optagelser af pindsvin, der falder døde om i hedebølgen,” siger adjunkt Sophie Lund Rasmussen, der forsker i pindsvin ved Statens Naturhistoriske Museum og Oxford Universitet.

Den højere andel af danskere, der ikke har set pindsvin, kan dog også skyldes, at der er kommet større opmærksomhed på betydningen af at indberette, når man har ledt forgæves.

Næsten 80.000 pindsvin registreret gennem årene

Årets tælling er den fjerde udgave af citizen science-projektet Danmarks Pindsvin. Formålet er at indsamle data, som kan give mere viden om den danske pindsvinebestand.

På tværs af Europa er arten gået tilbage med op mod 30 procent og blev i 2024 vurderet som ”nær truet”. I Danmark er der endnu ikke tilstrækkelig viden til at lave en national bestandsvurdering.

”Adgangen til danskernes viden om og oplevelser med pindsvin er vigtige for at blive klogere på pindsvinebestanden herhjemme. Vi ved, at tab af levesteder og trafikdrab går hårdt udover pindsvin, men klimaforandringer spiller formentlig også en rolle for bestandens trivsel – og for en række andre arter i øvrigt. Derfor har vi særligt brug for danskernes indberetninger til at blive klogere,” siger Line Gylling, sektionschef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.

I løbet af de fire år er der registreret knap 80.000 pindsvin i projektet.