Debat

Debatindlæg: Socialdemokratiet om de kommende budgetforhandlinger i Region Midtjylland: Tryghed, nærhed og kortere ventetider skal være i centrum 

Af Michele Offenbach Holm, gruppeformand for Socialdemokratiet i Region Midtjylland 

Redaktion
Af Redaktion 21. august 2026

Når vi i Socialdemokratiet går til forhandlingerne om Budget 2027 i Region Midtjylland, er det med et klart mål: et nært, trygt og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor pengene bruges på bedre behandling, kortere ventetider og større tryghed for borgerne. 

Derfor går vi til forhandlingerne med en række klare prioriteringer: 

Betalingsfri parkering skal gennemføres 

Et flertal i regionsrådet besluttede med Budget 2026 at indføre betalingsfri parkering på regionens hospitaler. Den aftale skal vi holde. I dag er parkeringsvilkårene forskellige på hospitalerne. Det er ikke rimeligt. Derfor skal betalingsfri parkering gennemføres på alle regionens hospitaler.

Ventetiderne skal ned 

Alt for mange borgere venter for længe på behandling. Det skaber utryghed og forsinker den hjælp, de har brug for.

På demensområdet er ventetiden til udredning i Region Midtjylland op mod 53 uger – markant længere end i resten af landet. Det vil vi ændre ved at styrke demensområdet og få ventetiderne ned på niveau med de øvrige regioner.

Det samme gælder høreområdet, hvor den gennemsnitlige ventetid på høreapparatbehandling er omkring 64 uger. Derfor vil vi afsætte midler til at nedbringe ventetiderne, så flere kan får hjælp hurtigere.

Børn og unge skal hjælpes tidligere 

Alt for mange børn og unge venter for længe på hjælp i børne- og ungdomspsykiatrien. Vi vil nedbringe ventetiderne og styrke den tidlige indsats. For os handler det om at sikre et sundhedsvæsen, der ikke kun behandler, når problemerne er opstået, men også forebygger og griber ind i tide, før mistrivslen vokser sig større. 

Sundhedsvæsenet skal tættere på

Horsens er Danmarks sjette største by og den eneste af landets seks største byer uden en børneafdeling. Derfor vil vi afsætte midler til at begynde arbejdet med at etablere en børneafdeling på Regionshospitalet Horsens, så flere familier kan få behandling tættere på deres hverdag. 

Hjerteløberne skal stå endnu stærkere 

De frivillige hjerteløbere spiller en afgørende rolle, når hvert sekund tæller. Derfor vil vi afsætte midler til gratis førstehjælpskurser for hjerteløberne, så de er endnu bedre rustet, når alarmen går. Det er et konkret eksempel på, hvordan vi kan styrke trygheden i hele regionen – også uden for hospitalernes mure. 

  Budget 2027 handler om at prioritere det, der gør en reel forskel i borgernes hverdag: mere nærhed, mere tryghed og større lighed i sundhed. Det er den retning, vi i Socialdemokratiet tager med til forhandlingsbordet. 

Dette er et debatindlæg, et synspunkt, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!