Sundhed

2.200 gæster besøgte Åbent Hospital i Hospitalsenhed Midt

Fra spændte børn med syge bamser til gymnasieelever med tanker om en fremtid i sundhedsvæsenet – søndagens Åbent Hospital trak fulde huse på regionshospitalerne i Midtjylland

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 7. september 2026

Spændte børn med bamser under armen, gymnasieelever med tanker om en karriere i sundhedsvæsenet og nysgerrige voksne på rundvisning. Der var plads til alle, da Hospitalsenhed Midt søndag den 6. september åbnede dørene til Åbent Hospital 2026 på regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive samt i Skive Sundhedshus.

Unge fik indblik i en mulig fremtid i sundhedsvæsenet

I alt 2.200 mennesker tog imod invitationen til at kigge indenfor på hospitalerne. Blandt gæsterne var den 18-årige Frederikke Alexander, som besøgte Regionshospitalet Viborg sammen med sin veninde.

“Vi går på gymnasiet og overvejer begge en fremtid inden for sygeplejen. Derfor er det spændende at møde medarbejdere og høre om deres hverdag. Det kan være med til at afklare, om det er den vej, vi gerne vil gå,” sagde Frederikke Alexander.

Bamsehospital gav børnene et anderledes møde med hospitalet

Mange børn havde taget deres bamser med til undersøgelse og behandling. Malou Løvendahl Fuglsang kunne blandt andet fortælle, at hendes bamse var løbet væk, var blevet ramt af en bil og nu havde ondt i benet.

“Det er spændende for Malou og andre børn at få et indblik i, hvad der sker på hospitalet. Det er første gang, vi er med til Åbent Hospital, og jeg er overrasket over, hvor mange mennesker der er kommet. Næste gang kommer vi tidligere, så vi kan nå at opleve endnu mere,” sagde Chanell Løvendahl Fuglsang, mor til Malou.

I Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg havde Hanne Brink og kollegerne travlt med at hjælpe de mange bamsepatienter.

“De sidste par timer har jeg næsten konstant talt med børn og forbundet bamser. Det har været helt vildt fedt at opleve så stor interesse. I vores skadeklinik ser vi mange børn, men i dag har vi haft mulighed for at møde dem på en helt anden måde og være med til at afdramatisere det at komme på hospitalet,” sagde Hanne Brink, sundhedsadministrativ leder.