Alarm 112

Politiet efterlyser kvinde efter røveri i kiosk i Horsens

Overvågningsbilleder offentliggjort – borgere opfordres til at hjælpe

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 18. juli 2025

Overvågningsbilleder offentliggjort – borgere opfordres til at hjælpe

Sydøstjyllands Politi efterlyser en kvinde, der lørdag den 12. juli omkring klokken 12.30 begik røveri i en kiosk i Nygade i Horsens.

Kvinden truede ekspedienten med en kniv og fik udleveret et kontantbeløb samt en pakke cigaretter, inden hun forlod stedet. Ingen personer kom fysisk til skade under røveriet.

Politiet beder om hjælp fra offentligheden

Siden anmeldelsen har politiet efterforsket sagen og forsøgt at identificere kvinden bag røveriet. Nu offentliggøres overvågningsbilleder fra butikken for at få hjælp fra borgere, der måtte genkende hende.

”Vi gør alt, hvad vi kan, for hurtigt at finde frem til, hvem kvinden er. Vi hører meget gerne fra borgere, der har set kvinden eller kan genkende hende ud fra overvågningsbillederne,” siger vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen.

Hvis du har oplysninger, kan du kontakte politiet på telefon 114.

Signalement af kvinden

Ifølge politiets oplysninger er kvinden:

  • Cirka 170 centimeter høj
  • Almindelig til spinkel af bygning
  • Maskeret foran ansigtet
  • Iført en lang, mørk regnjakke
  • Bar mørke Adidas-joggingbukser med tre striber ned ad benet
  • Havde lyse sneakers på