Nyheder

Alvorlig hændelse på Bankagerskolen: To unge anholdt

De to drenge, der blev anholdt tirsdag eftermiddag efter en hændelse på Bankagerskolen i Horsens, bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Alvorlig hændelse på Bankagerskolen: To unge anholdt
Foto: Rigspolitiet
11. december 2024
Af Benedikte Jensen

Sydøstjyllands Politi anholdt tirsdag eftermiddag to personer som følge af en hændelse på Bankagerskolen i Horsens, hvor en person blev overfaldet med en skarp genstand.

De to anholdte, der er henholdsvis 15 og 16 år, er sigtet for legemsangreb af særlig farlig karakter, og de bliver senere i dag fremstillet i grundlovsforhør. De er sigtet for i forening at have stukket den tredje dreng med en kniv, så offeret fik snitsår i begge skuldre samt ved venstre albue.

Grundlovsforhøret ved Retten i Horsens forventes at begynde klokken 12.00, og anklagemyndigheden kommer til at anmode om dørlukning.

Parterne, der var involveret i episoden, kender hinanden, men den foreløbige efterforskning peger på, at hændelsen ikke er banderelateret.

Sydøstjyllands Politi er efter aftale med skolen til stede ved Bankagerskolen onsdag.

”Vi forstår godt, at det kan være utrygt, når en hændelse som den i går finder sted på et normalt roligt sted som en skole. Derfor har vi i samarbejde med skolen besluttet, at der er betjente, som står klar til at tage en snak, hvis elever, forældre eller personale har behov for at tale med os,” siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.

Indbrud i varebiler rammer rekordhøjde: Hvordan beskytter man sine ejendele?

Læs også: Indbrud i varebiler rammer rekordhøjde: Hvordan beskytter man sine ejendele?

Straksdom til 23-årig mand fra Horsens

Læs også: Straksdom til 23-årig mand fra Horsens