Nyheder
Blå bagagetags sætter fokus på blinde: Dansk Blindesamfund markerer Den hvide stoks dag
3.000 små påmindelser skal få danskerne til at holde ledelinjerne fri
En kærlig hilsen i det offentlige rum
Når du cykler, nyder en kop kaffe på fortovet eller parkerer din barnevogn, kan du snart få øje på et blåt bagagetag. Den 15. oktober markerer Dansk Blindesamfund nemlig Den hvide stoks dag med en landsdækkende oplysningskampagne, hvor 3.000 blå tags skal minde danskerne om at holde ledelinjer fri i det offentlige rum.
”De færreste lægger mærke til ledelinjerne eller forstår, at de forhøjede flader eller knoppede felter i belægningen bliver brugt af blinde og svagsynede til at navigere efter i det offentlige rum. De fungerer som en form for vejviser, der, med hjælp fra den hvide stok, leder mennesker med synshandicap sikkert gennem byen,” fortæller landsformand i Dansk Blindesamfund, Diana Stentoft.
”Ledelinjer er vores vejviser i byen, men kun hvis de er fri,” siger Dansk Blindesamfunds landsformand, Diana Stentoft – Foto: Henrik Frydkjær
Læs også:
Ledelinjer som livsvigtige vejvisere
Kampagnen, der bærer titlen “Ups! Jeg står på en ledelinje. Flyt mig”, har ét klart formål: at skabe forståelse for, hvor afgørende det er, at ledelinjerne ikke bliver blokeret af cykler, caféborde eller skilte.
”For blinde og svagsynede er blokerede ledelinjer både farligt og utrygt, da muligheden for at orientere sig rigtigt og sikkert på for eksempel et fortov, en vej eller på togperronen pludselig forsvinder. Alt sammen fordi, en parkeret cykel, et cafébord, et skilt eller noget fjerde blokerer ledelinjen. I så fald forsvinder vores vejviser, hvilket skaber utryghed, usikkerhed og for nogle panik,” siger Diana Stentoft.
Når seende hjælper de ikke-seende
De 3.000 blå bagagetags bliver hængt på genstande, der spærrer en ledelinje – og fungerer dermed som små påmindelser til de seende om at tage hensyn.
De blå bagagetags med teksten ”Ups! Jeg står på en ledelinje. Flyt mig” bliver brugt i hele landet for at skabe opmærksomhed på at holde ledelinjer fri til blinde og svagsynede – Foto: Dansk Blindesamfund
”Det er ikke muligt for os blinde og svagsynede at se de blå tags, før vi støder ind i det, det blå tag hænger på. Derfor har vi brug for hjælp fra dem, der faktisk kan se, til at hjælpe med at fjerne det, der blokerer ledelinjen. At holde ledelinjerne fri holder muligheden åben for, at blinde og svagsynede kan have et selvstændigt liv, selvom vi hver dag lever med et synshandicap,” understreger landsformanden.
Sammen om et mere sikkert Danmark
Dansk Blindesamfund håber, at kampagnen vil få flere danskere til at tænke over deres adfærd i bybilledet og hjælpe til med at skabe et tryggere miljø for synshandicappede.
”Når alle hjælper med at holde ledelinjerne fri, skaber det en vigtig og uvurderlig frihed for alle blinde og svagsynede. Derfor håber vi, at denne oplysningskampagne kan hjælpe os et skridt tættere på, at vi i fællesskab kan gøre Danmark til et mere sikkert sted for synshandicappede at færdes,” afslutter Diana Stentoft.
Fakta:
- Den hvide stoks dag markeres verden over den 15. oktober.
- Dansk Blindesamfund uddeler 3.000 blå bagagetags som led i oplysningskampagnen.
- Formålet er at øge bevidstheden om ledelinjernes betydning for blinde og svagsynede.
Læs også: