Biler og motor

BMW imponerer og sætter ny rekord: Kørte næsten 6.000 kilometer med under tre timers opladning

En ny BMW i3 har kørt fra Nordkap i Norge til det sydligste Spanien med blot 2 timer og 46 minutters samlet opladning. Undervejs gik turen gennem otte lande, herunder Danmark.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen I dag kl. 08:30

En ny BMW i3 50 xDrive har gennemført en køretur på 5.886,7 kilometer tværs gennem Europa med en samlet ladetid på kun 2 timer og 46 minutter.

Turen begyndte ved Nordkap i Norge og sluttede i Tarifa i det sydlige Spanien. Undervejs passerede elbilen otte lande, herunder Danmark på strækningen mellem Sverige og Tyskland.

Med resultatet har BMW forbedret den tidligere ladetidsrekord fra 2017 med mere end syv timer.

Kun 2 timer og 46 minutter ved ladestanderne

Rekorden blev sat under den såkaldte Paneuropeana, hvor elbilers effektivitet og ladehastighed bliver afprøvet på en lang rute gennem Europa.

Her handler det ikke om at komme hurtigst frem, men om at gennemføre turen via bestemte kontrolpunkter med så kort samlet ladetid som muligt.

Kørslen foregår i almindelig trafik på både motorveje, landeveje og gennem byområder.

BMW’en blev udelukkende opladet ved offentligt tilgængelige ladestationer, og den gennemsnitlige ladeeffekt under turen var 275 kW.

Bilens gennemsnitlige strømforbrug endte på 12,5 kWh pr. 100 kilometer.

BMW: En stærk demonstration af teknologien

Bag rekordforsøget står BMW EfficientDynamics-teamet, der tidligere har gennemført en tur på 1.007 kilometer på én opladning i en BMW iX3 50 xDrive.

Hos BMW er der tilfredshed med den nye rekord.

”Med en samlet ladetid på blot 2 timer og 46 minutter slog vi den tidligere rekord fra 2017 med mere end syv timer. For mig er det en stærk demonstration af mulighederne i vores nye teknologier og en fantastisk holdpræstation, som vi alle kan være stolte af,” siger Mike Reichelt, Head of Neue Klasse, BMW Compact- and Midsize Class.

Rekordbilen blev kørt af en ingeniør og havde følgeskab af to supportbiler. Ifølge BMW var alle tre biler teknisk identiske med de serieproducerede kundebiler.

Op til 912 kilometer på en opladning

Den nye BMW i3 har netop haft dansk premiere som den første fuldelektriske BMW 3-serie baseret på bilproducentens Neue Klasse-teknologi.

Modellen har et batteri med en nettokapacitet på 108,7 kWh og en officiel rækkevidde på op til 912 kilometer efter WLTP-standarden.

Bilen understøtter lynladning med op til 400 kW. Ifølge BMW kan den på blot 10 minutter oplade energi svarende til op til 423 kilometers ekstra rækkevidde målt efter WLTP.

BMW i3 50 xDrive har desuden firehjulstræk og 469 hestekræfter. Den kan accelerere fra 0 til 100 km/t på 4,7 sekunder.

Skal vise elbilens muligheder på lange ture

Rekordforsøget skal demonstrere, hvordan lavt energiforbrug, hurtig opladning og planlægning af ladestop kan gøre det muligt at tilbagelægge store afstande i en elbil.

BMW fremhæver blandt andet bilens aerodynamiske design, effektive elmotorer og nye batteriteknologi som årsager til det lave strømforbrug.

Med den nye rekord har BMW vist, at det er muligt at krydse Europa fra nord til syd med mindre end tre timers samlet opladning under de konkrete forhold på turen.

Biler og motor

Se flere artikler