Hus og have
Boligskatter på vej op: Mange boligejere kan se frem til højere regning i 2027
Nye vurderinger og stigende boligpriser sender skatten i vejret for de fleste ejerboliger
Fra januar 2027 vil boligskatterne stige for langt de fleste boligejere. Det sker som følge af nye ejendomsvurderinger og stigende boligpriser, og for nogle kan stigningen blive markant.
Mange boligejere kan derfor få sig en ubehagelig overraskelse, når de modtager deres årsopgørelse næste år.
Stigende boligpriser slår igennem
Årsagen til de højere skatter er de nye 2026-vurderinger, som afløser de nuværende vurderinger fra 2024. Når boligpriserne stiger, følger vurderingerne med – og dermed også skatten.
”Boligpriserne er steget pænt de sidste to år. Og det kommer boligejerne nu til at mærke konsekvensen af i form af højere boligskatter,” siger Ole Hækkerup, direktør i Dansk Ejendomsmæglerforening.
Ifølge tal fra Boligsiden er priserne på ejerlejligheder steget med 26 procent fra januar 2024 til januar 2026, mens enfamiliehuse er steget med 14 procent i samme periode. Sommerhuse er steget mere moderat med omkring 9 procent.
De største skattestigninger ventes især i København og omegn, hvor boligpriserne er steget mest.
Læs også:
Mulighed for at udskyde betalingen
Selvom boligskatten stiger, er det ikke alle boligejere, der nødvendigvis vil mærke det med det samme. Det er nemlig muligt at indefryse stigningen gennem den eksisterende ordning.
Det betyder, at man først betaler den ekstra skat, når boligen sælges.
”Man kan vel kalde det for en slags avancebeskatning. For på den måde beskattes boligejerne først, når de sælger deres bolig,” forklarer Ole Hækkerup.
Milliarder ekstra til statskassen
Boligskatterne har været et centralt emne i den aktuelle valgkamp, men stigningerne er allerede på vej.
Ifølge beregninger fra Dansk Ejendomsmæglerforening vil staten allerede næste år få mere end 3 milliarder kroner ekstra i indtægter fra boligejerne.
Samtidig advarer brancheorganisationen om konsekvenserne:
”Vi ved, at ejerboligen allerede i dag er den boligform, der er hårdest beskattet. Og med en endnu hårdere beskatning risikerer vi at trække samfundet endnu længere væk fra ejerboliger, som ellers er det, syv ud af 10 danskere ønsker,” siger Ole Hækkerup.
Læs også: