Erhverv
Danske hospitaler brænder tonsvis af værdifuldt affald – Nyt partnerskab vil genanvende engangsudstyr og give det nyt liv
Et nyt grønt partnerskab, HoliMed, skal give brugt medicinsk engangsudstyr nyt liv. Med støtte fra Innovationsfonden vil projektet etablere en cirkulær infrastruktur, der kan gøre affald fra sundhedssektoren til værdifulde ressourcer.
Affald fra hospitalerne skal genanvendes
Hver eneste time producerer danske hospitaler hele 4,4 tons affald. Op mod 75 procent af dette bliver i dag brændt. Det vil HoliMed gøre op med. Partnerskabet, som samler industri, hospitaler og forskningsinstitutioner, vil genanvende medicinske engangsprodukter frem for at sende dem til forbrænding.
– Vi har store ambitioner i HoliMed, fordi vi ud over at udvikle teknologier til sortering og genanvendelse også arbejder med sporbarhed, adfærdsdesign og lovgivningsmæssige rammer. Det er en holistisk tilgang til genanvendelse, hvor målet er en helt ny cirkulær infrastruktur for medicinsk engangsudstyr, fortæller Søren Haack, seniorprojektleder fra Teknologisk Institut.
Læs også:
Fokus på højkvalitetsmaterialer
HoliMed retter særligt blikket mod engangsprodukter som bruges ved kikkertoperationer, engangs-endoskoper og udstyr med værdifulde metaller og plast. Disse bruges ofte kun i få minutter af hensyn til hygiejne, men er alligevel klassificeret som klinisk risikoaffald og dermed endt til forbrænding.
Miljøstyrelsen har dog åbnet for, at denne type affald kan genanvendes under kontrollerede forhold, hvilket baner vejen for HoliMeds initiativ.
Fra mange sorteringsspande til én
I dag findes enkelte systemer til genanvendelse, men de er begrænsede. HoliMed vil i stedet skabe et åbent system, hvor engangsudstyr – selv hvis det er kontamineret – kan samles i én spand og sorteres centralt.
– Vores deltagelse i HoliMed gør det muligt for os at levere innovative løsninger til sundhedssektoren, som understøtter en mere brugervenlig og skalerbar tilgang til bæredygtighed. Ved at bevæge os mod et åbent genbrugssystem – hvor flere producenter kan indsamle brugte produkter i samme beholder – bidrager vi til at reducere sundhedssektorens klimaaftryk uden at øge arbejdsbyrden på operationsstuerne, siger Casper Venbjerg Hansen, Senior Director for Sustainability and Risk & Compliance i Ambu.
Genbrug med europæisk potentiale
En af nøglespillerne i HoliMed er NG Nordic Medical Recycling, som har specialiseret sig i at rense og udvinde genanvendelige materialer fra det brugte udstyr.
– Målet er at skabe en løsning, der sikrer, at de værdifulde materialer kommer tilbage i kredsløbet. Det er både godt for miljøet og skaber nye forretningsmuligheder. Vi ønsker at gå forrest sammen med partnerne i HoliMed og på længere sigt skalere konceptet til flere lande i Europa, siger Thomas Mørch, CEO i NG Nordic Medical Recycling.
Digitale løsninger giver sporbarhed og dokumentation
For at sikre fuld gennemsigtighed i genbrugsprocessen vil HoliMed udvikle digitale løsninger, der følger udstyret hele vejen fra producent til ny anvendelse.
Dette giver både mulighed for at dokumentere CO2-besparelser og understøtte arbejdet med at nå sundhedssektorens klimamål.
– Med en infrastruktur, der både gør det nemt for personalet at sortere produkter ved endt brug og sikrer, at de produkter der ikke kan genbruges eller genfremstilles og som i dag sendes til forbrænding, i stedet bliver genanvendt, kan vi både reducere vores klimaaftryk og skabe et mere bæredygtigt sundhedsvæsen uden at gå på kompromis med produktivitet, patientsikkerhed og arbejdsmiljø, siger Marlene Fredborg, leder af Center for Bæredygtige Hospitaler i Region Midtjylland.
Om HoliMed
HoliMed er et missionsdrevet TRACE-partnerskab støttet af Innovationsfonden med et samlet budget på 21,5 millioner kroner – heraf 12,8 millioner kroner i støtte fra Innovationsfonden.
Projektet løber fra 2025 til 2027 og har til formål at etablere en cirkulær infrastruktur for medicinsk engangsudstyr.
Bag HoliMed står en bred kreds af aktører:
- Projektleder: Teknologisk Institut
- Medicinske producenter: Ambu og Johnson & Johnson
- Genanvendelsespartnere: NG Nordic Medical Recycling og Letbek
- Digitale løsninger: Resourcify
- Hospitaler: Region Midtjyllands Center for Bæredygtige Hospitaler
- Forskning: Copenhagen Business School (CBS) og Roskilde Universitet (RUC)
Projektet markerer et nyt skridt mod en grønnere og mere ressourceeffektiv sundhedssektor – med Danmark som foregangsland.
Læs også: