Helbred

Danskerne lever længere igen – men er stadig bagud i forhold til vores nordiske naboer

Levetiden er steget for tredje år i træk efter coronaårene, men Danmark ligger fortsat omkring et år efter både Sverige og Norge.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. juli 2026

Danskerne lever længere, og udviklingen er nu gået den rigtige vej i tre år i træk. Det viser nye tal fra ATP, som samtidig peger på, at effekten af coronapandemien stadig kan mærkes, og at Danmark fortsat halter efter både Sverige og Norge, når det gælder forventet levetid.

Fra 2024 til 2025 steg den forventede restlevetid for 67-årige kvinder med 1,2 måneder, mens den steg med 0,4 måneder for mænd.

Corona satte sine spor

Efter to år med fald i levetiden under coronapandemien i 2021 og 2022 er udviklingen igen positiv. Alligevel er Danmark endnu ikke tilbage på det niveau, man kunne have forventet uden pandemien.

– “Man kan sige, at corona rev et hul i danskernes levetid. Det hul er vi ved at lappe, men vi har ikke fyldt det helt op endnu. Pandemien gav en overdødelighed, særligt blandt ældre danskere, og det mærker vi stadig effekten af,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.

En 67-årig dansk kvinde kan i dag forvente at blive 86,9 år, mens en mand på samme alder kan forvente at blive 84,4 år.

Til sammenligning var den forventede levealder for 67-årige i 1976 henholdsvis 82,5 år for kvinder og 79,3 år for mænd. Det svarer til en stigning på 4,4 år for kvinder og 5,1 år for mænd gennem de seneste 50 år.

Stigningen går langsommere

Selvom levetiden fortsætter med at vokse, sker det ikke i samme tempo som tidligere.

I løbet af de seneste ti år er levetiden i gennemsnit steget med omkring én måned om året for både mænd og kvinder. Det er omtrent halvt så hurtigt som i det foregående årti, hvor udviklingen var markant stærkere.

ATP forventer samtidig, at levetiden vil fortsætte med at stige. Beregningerne viser, at både kvinder og mænd på 67 år kan se frem til yderligere 1,9 års levetid i fremtiden.

Danmark sakker fortsat bagud

Selvom danskerne lever længere end tidligere, er Danmark fortsat bagefter de øvrige nordiske lande.

Ifølge ATP lever både svenske og norske mænd og kvinder i gennemsnit omkring ét år længere end danskerne. Den forskel har eksisteret i mere end 30 år.

– “Det overrasker nok de fleste, men vi er faktisk et af de vestlige lande, hvor folk lever kortest overhovedet. I hele den rige verden, Danmark er en del af og sammenligner sig med, ligger Danmark i den allernederste del af feltet på forventet levetid. Det er måske ikke lige dér, man regner med at finde Danmark,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

En gammel regning betales stadig

Ifølge ATP skal forklaringen findes flere årtier tilbage.

Fra 1980 til 1995 stod udviklingen i danskernes levetid næsten stille, mens Norge og Sverige fortsatte med at forbedre levealderen. Den forskel præger stadig statistikkerne i dag.

– “Det er et paradoks: Danmark er verdensmester i velstand – men slet ikke i lange liv. Det er en levetidsgæld fra 1980’erne og 90’erne, som vi stadig betaler af på. Dengang stod levetiden i Danmark nærmest stille i 15 år, mens Norge og Sverige fortsatte fremad. Den forskel er stadig meget tydelig,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Fakta

  • Danskernes levetid steg i 2025 for tredje år i træk efter fald under coronapandemien i 2021 og 2022.
  • Fra 2024 til 2025 steg den forventede restlevetid for 67-årige med 1,2 måneder for kvinder og 0,4 måneder for mænd.
  • De seneste ti år er levetiden steget med omkring én måned om året for både mænd og kvinder – cirka halvt så hurtigt som i det foregående årti.
  • Danskerne lever fortsat omkring ét år kortere end både svenskere og nordmænd.
  • ATP har på sin hjemmeside en beregner, hvor man kan se den forventede levetid ud fra sine egne oplysninger.