Debat

Debatindlæg: Nu tager vi ansvar for vores drikkevand

Af Kirsten Normann Andersen, Charlotte Broman Mølbæk og Sofie Lippert, alle valgt for SF i Østjylland

Søren Greve
Af Søren Greve 11. juni 2026

Der er ting, vi som samfund har taget for givet i generationer og rent drikkevand er en af dem. Men virkeligheden viser noget andet.

I Århus er der for eksempel fundet pesticider sprøjtegifte i 52 ud af 149 boringer, i Silkeborg er det 50 ud af 94 boringerne, I Skanderborg er det 29 ud af 94, mens de i Randers er fundet 31 af kommunens 101 boringer – for nu bare at tage et par eksempler.

Det er ikke enkeltstående advarsler. Det er et mønster, der har udviklet sig i den helt forkerte retning i årtier.

I den nye regering tager vi nu fat på at få det stoppet. Vi indfører et sprøjteforbud over indvindingsområderne, og det er på høje tid.

Når vi ser på udviklingen gennem årene, er det tydeligt, at pesticiderne ikke forsvinder igen, når de først er endt i jorden. De bygger sig op i vores grundvand med større og større koncentrationer som årene går.

Derfor er det også nødvendigt at sætte ind dér, hvor forureningen starter, og beskytte de sårbare områder med et sprøjteforbud.

I mange år er der blevet talt om løsninger uden at handle tilstrækkeligt. Det er en del af forklaringen på, at vi står med de problemer, vi gør i dag. Den tid må være forbi.

Danmark er stadig et af de få lande i verden, hvor vi kan drikke vand direkte fra hanen. Det forpligter. Og det er både billigere og mere ansvarligt at forebygge end at skulle rense efterfølgende i stor skala.

Men det kræver også ærlighed: Det her problem er ikke opstået tilfældigt. Det skyldes i høj grad den måde, vi har brugt vores arealer på, og de ting vi har accepteret for at tilgodese landbrugets særinteresse.

Med de nye beslutninger i den nye regering tager vi et nødvendigt skridt.

Rent vand skal ikke være noget, vi håber på. Det skal være noget, vi tager ansvar for.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!