Familie
Det blå EU-kort dækker ikke det hele – pas på, hvis du er syg
Det kan virke helende med sol, varme og afslapning, når man er syg – men rejser du med en kendt sygdom, bør du tage visse forholdsregler. Mange danskere glemmer en vigtig godkendelse, og det kan koste dyrt, hvis sygdommen forværres under ferien.
Tjek altid dækning og godkendelse, før du rejser
En ferie sydpå kan føles som den perfekte kur, når man kommer sig efter en operation eller venter på svar fra hospitalet. Men selvom kroppen måske har godt af sol og varme, skal man være særlig opmærksom, hvis man tager afsted med en sygdom i bagagen.
En ny undersøgelse viser, at hver femte dansker har været ude at rejse med en allerede kendt sygdom. Mens mange kronikere er vant til at tage deres forholdsregler, er det især personer, der for nylig er blevet opereret eller er under udredning, der glemmer vigtige detaljer.
Flere ender med at stå i en svær situation på ferien – uden at være dækket af deres rejseforsikring. Mange regner med, at en snak med lægen er nok, men lægens vurdering og forsikringsselskabets dækning hænger ikke nødvendigvis sammen.
Læs også:
Forsikringen dækker ikke altid sygdommen
Der er stor forskel på, hvordan rejseforsikringen dækker, hvis man allerede fejler noget ved afrejse. Forsikringsselskabet skal nemlig tage stilling til den aktuelle helbredstilstand – og det sker ikke automatisk.
Det sker ofte, at danskere kontakter alarmcentralen, når sygdommen forværres i udlandet – og så opdager de pludselig, at de ikke er dækket. Det gælder især, hvis man har været indlagt, er i gang med behandling eller har fået en ny diagnose kort tid før afrejse.
Derfor er det vigtigt at gøre to ting inden ferien:
- Tal med din læge om, hvorvidt du er rejseklar.
- Tjek, hvordan du er dækket af din rejseforsikring – og få eventuelt lavet en medicinsk forhåndsgodkendelse.
For få får lavet medicinsk forhåndsgodkendelse
En medicinsk forhåndsgodkendelse er en vurdering fra forsikringsselskabet, som afgør, om din sygdom er dækket af rejseforsikringen. Men det er kun 7 %, der får lavet denne godkendelse, selvom det i mange tilfælde er nødvendigt.
Godkendelsen giver dig vished om, hvordan du er dækket – og om du eventuelt bør overveje at afbestille rejsen eller tage afsted med begrænset dækning, fx via det blå EU-sundhedskort.
Det blå kort kan være en nødløsning, men man skal være opmærksom på, at det ikke dækker hjemtransport og kan medføre egenbetaling. Dækningen varierer desuden fra land til land.
Læs også: