Døden som forretning: smykker lavet af afdødes aske samt askedeling

Et hvilested – ikke en souvenir

Direktøren for Tænketanken Prospekt, Søren Peter Hansen, retter en skarp kritik mod kirkeministerens forslag om at ændre begravelsesloven. Ændringen vil gøre det muligt at dele en afdøds aske, opbevare urner i hjemmet og fremstille smykker med afdødes rester. Ifølge Hansen er det ikke et spørgsmål om modernisering, men et alvorligt brud på menneskelig værdighed og fælles normer.
“Det handler ikke om modernisering – det handler om menneskelig værdighed. Vi må sige klart og entydigt nej til askedeling, askesmykker og opbevaring af aske uden for gravsted,” siger han.

Han advarer mod en udvikling, hvor døden reduceres til noget, man kan udstille eller bære som pynt. I hans øjne er det et skråplan, hvor personlige følelser og kommercielle interesser overtager noget, der bør være helligt.
“Det er ikke en reform – det er et eksistentielt skråplan. Et knæfald for sentimental individualisme og en tingsliggørelse af den døde,” fastslår han og tilføjer, at bedemænd og smykkeforretninger blot står klar til at udnytte denne udvikling.

Et fælles ansvar for gravfreden

Den nuværende lovgivning tillader kun, at aske spredes ét sted – enten i jorden eller over havet. Ifølge Hansen er det netop denne regel, der sikrer en fælles respekt for den døde. Han mener ikke, at nogen – hverken kirken, staten eller de pårørende – har ejerskab over asken, og derfor bør den heller ikke kunne deles eller bruges til personlige formål.
“Man hører ofte: ‘Det er jo bare støv.’ Men asken rummer et menneskeliv. Og ingen ejer den afdøde – hverken kirken, staten eller de pårørende,” siger han.

Han henviser til Grundtvig og kristen tankegang, hvor døden ses som en overgivelse – ikke som noget, der skal kontrolleres eller bruges til at tilfredsstille individuelle behov. I stedet for smykker og souvenirs foreslår han en simpel, værdig afslutning:
“Alt bliver godt, når støvet lægges i sin skabers hånd. Det er dér, døden får sin værdighed – ikke i forbrugerorienteret sorgbearbejdelse.”
For ham er det ikke gammeldags at tale om respekt for de døde. Tværtimod mener han, at netop døden kræver noget af os alle: respekt, ordentlighed og et sidste hvilested – ikke mange.