Nyheder
Dronningen afslørede årets Julemærke: “Julehåb og ønskestjerner”
Nyt Julemærke skal give håb og glæde til børn i mistrivsel
Det blev en festlig dag i dag på Københavns Rådhus, da H.M. Dronningen afslørede årets Julemærke 2025 sammen med kunstneren bag, Emilie Melgaard Jacobsen. Mærket, der bærer titlen “Julehåb og ønskestjerner”, skal som altid samle støtte til børn på landets Julemærkehjem.
Et magisk vinterunivers med et alvorligt formål
Årets motiv viser et eventyrligt vinterlandskab fyldt med dyr, nisser og ønskestjerner. Ifølge kunstneren symboliserer billedet håb, mod og fællesskab – værdier, som børnene på Julemærkehjemmene møder under deres ophold.
”Jeg har arbejdet i ungdomsskoler, hvor vi har haft børn, der har været på Julemærkehjem. Her kunne jeg se, hvordan de kom tilbage efter opholdet med gnist i øjnene og en rankere ryg. Det gør en kæmpe forskel for børnene, når de får selvværd og venner,” siger Emilie Melgaard Jacobsen.
Hun er kendt af mange børnefamilier for bøgerne om Natbjørnen Tjugga og har som uddannet pædagog selv mødt børn, der har fået hjælp gennem Julemærkehjemmenes arbejde.
Læs også:
Unge fortalte om livet før og efter Julemærkehjemmet
Under præsentationen delte fire unge, der tidligere har været på Julemærkehjem, deres personlige historier. De fortalte om, hvordan de før opholdet følte sig alene og uden betydning – men vendte hjem med tro på sig selv og nye venskaber.
Julemærkehjemmene hjælper hvert år omkring 1.000 børn, som kæmper med mistrivsel, mobning og ensomhed. Nye tal viser, at digital mobning blandt børn er stigende. I dag oplever 15 procent digital mobning, mere end en fordobling siden 2019.
Ifølge Julemærkehjemmene kan online mobning – ligesom anden mobning – forebygges gennem dialog og stærke fællesskaber. Organisationen tilbyder derfor særlige værktøjer til både børn og voksne, som kan findes på deres hjemmeside.
Et panel af unge, der har været på Julemærkehjem fortalte til konferencier Carla Mickelborg om, hvordan det havde ændret deres liv. – Foto: Henrik Petit
Julemærket kan købes nu
Julemærket 2025 er det 122. i rækken siden traditionen begyndte i 1904. Et ark koster 95 kroner, og overskuddet går direkte til Julemærkehjemmenes arbejde.
Mærket kan fra i dag købes i Julemærkehjemmenes webshop og fra i morgen i dagligvarebutikker, boghandlere og Kop & Kande-butikker over hele landet. Derudover kan man købe hæfter, julekort, puslespil og gavemærker med årets motiv.
Fakta: Julemærket 2025
- Titel: “Julehåb og ønskestjerner”
- Kunstner: Emilie Melgaard Jacobsen, 37 år, forfatter og illustrator
- Pris: 95 kr. pr. ark
- Overskuddet går til børn i mistrivsel på de fem Julemærkehjem
Årets Julemærke hedder “Julehåb og Ønskestjerner” – Foto: Henrik Petit
Læs også: