Familie

Flertal vil hæve aldersgrænsen for alkohol: 18-årsgrænse for alkohol

Et voksende flertal af danskere vil hæve aldersgrænsen for salg af alkohol til 18 år. Det sker samtidig med, at danske unge endnu engang bliver kaldt europamestre i druk. Nu kalder flere på politisk handling – og danskerne bakker op.

Flertal vil hæve aldersgrænsen for alkohol: 18-årsgrænse for alkohol
(foto: Adobe)
Af Rikke Lund 2. juni 2025

Flere danskere siger fra over for unges alkoholvaner

Et stort flertal af danskere ønsker at gøre op med de unges nemme adgang til alkohol. Ifølge en ny undersøgelse fra Voxmeter, foretaget for Blå Kors Danmark, mener hele 58,3 procent, at al salg af alkohol bør forbeholdes personer over 18 år.

I dag må unge på 16 og 17 år lovligt købe øl, Breezere og andre lavprocentige alkoholtyper i supermarkeder – men det møder altså nu stigende modstand i befolkningen.

Generalsekretær i Blå Kors Danmark, Morten Skov Mogensen, glæder sig over opbakningen:

“Det viser en stigende forståelse for, hvor skadeligt alkohol kan være for unge, og hvor vigtigt det er, at vi som samfund tager ansvar.”

Voxmeter undersoegelse alkohol graense
En ny undersøgelse fra Voxmeter, lavet for Blå Kors Danmark, viser, at vælgere fra alle politiske partier i bred grad støtter en 18-års aldersgrænse for salg af al slags alkohol (grafik/kilde: Blå Kors Danmark/Voxmeter)
DIF: Sådan vil vi gøre livet lettere for frivillige – mindre bøvl, mere fællesskab

Læs også: DIF: Sådan vil vi gøre livet lettere for frivillige – mindre bøvl, mere fællesskab

Danmark topper igen i druk blandt unge

Undersøgelsen kommer i kølvandet på en ny international rapport fra ESPAD, som endnu en gang placerer danske unge i top, når det gælder alkoholforbrug. Danske teenagere begynder tidligere og drikker mere end deres jævnaldrende i resten af Europa.

Morten Skov Mogensen påpeger, at problemet ikke opstår ud af det blå.

“Vi har en stærk forankret alkoholkultur i Danmark, så de unges alkoholforbrug kommer ikke fra fremmede. Det er en kultur, der skal ændres,” forklarer han og understreger, at en hævet aldersgrænse kan være et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Sundhedsstyrelsen anbefaler i øvrigt, at unge under 18 år helt undgår alkohol.

Vælgere fra alle partier bakker op

Ifølge målingen er der opbakning til at hæve aldersgrænsen blandt vælgere på tværs af partierne. Blandt Socialdemokratiets vælgere siger 67,7 procent ja til forslaget, hos Moderaterne er det 61,6 procent, og hos Venstre 53,4 procent.

Det står i skarp kontrast til den gældende politik, hvor regeringen har fastholdt muligheden for, at 16- og 17-årige må købe alkohol med op til seks procent alkoholindhold.

Morten Skov Mogensen kalder det paradoksalt og håber, at den brede opbakning vil få regeringen til at lytte:

“Danskerne er klar til forandring, og de yngre generationer fortjener, at der bliver taget affære.”

Soldater som familiefædre: Når jobbet kæmper imod forældrerollen

Læs også: Soldater som familiefædre: Når jobbet kæmper imod forældrerollen

Nyt gennembrud kan redde flere børn med tilbagevendende blodkræft

Læs også: Nyt gennembrud kan redde flere børn med tilbagevendende blodkræft