Nyheder

Fødevarestyrelsen advarer mod kosttilskud der kan give skader på organer og nervesystem

TikTok-profilen ”mpower_dk” sælger tre sundhedsskadelige kosttilskud via hjemmesiden mpowernutrition.shop. Virksomheden har ikke efterkommet Fødevarestyrelsens påbud om at standse det ulovlige salg. Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugerne til at smide produkterne ud.

Fødevarestyrelsen advarer mod kosttilskud der kan give skader på organer og nervesystem
Kreditering: Adobe Express
17. januar 2025
Af Benedikte Jensen

Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at købe tre kosttilskud fra TikTok-profilen ”mpower_dk” og hjemmesiden mpowernutrition.shop. De tre kosttilskud, ”Ashwagandha+”, ”Testosterone Booster” og ”Tongkat Ali+”, indeholder planteingredienser, der er både ulovlige og sundhedsskadelige. Det drejer sig om følgende ingredienser:

  • Tribulus terrestris, der kan give alvorlige skader på leveren samt varige skader på nervesystemet. Plantens indhold kan blandt andet påvirke koncentrationen af dopamin i hjernen. En reduktion af dopaminindholdet i hjernen bliver forbundet med sygdommen Parkinson.
  • Ashwagandha (Withania somnifera), der kan have skadelige virkninger på immunsystemet og skjoldbruskkirtlens funktion.
  • Maca (Lepidium meyenii Walp.), der kan skabe ubalance i hormonsystemet hos kvinder og påvirke kønsorganer og sædcelleproduktion negativt hos mænd.

Virksomheden har ikke standset og tilbagekaldt de ulovlige produkter, som påbudt af Fødevarestyrelsen. Virksomheder, der markedsfører fødevarer, herunder kosttilskud, har pligt til at lade sig registrere hos Fødevarestyrelsen. Denne virksomhed har ikke ladet sig registrere. Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt produkterne, til at smide dem ud.

Kosttilskud, som er registreret hos Fødevarestyrelsen, er omfattet af myndighedskontrol. Find listen over registrerede kosttilskud på linket her: foedevarestyrelsen.dk/portaler/kosttilskudsregister

Kuldechok venter efter vinterferien: Isglatte veje og tocifrede frostgrader

Læs også: Kuldechok venter efter vinterferien: Isglatte veje og tocifrede frostgrader

Marinehjemmeværnet skruer op for NATO-opgave i Østersøen

Læs også: Marinehjemmeværnet skruer op for NATO-opgave i Østersøen