Familie

Forældre vil vente – men ender med at give børn mobilen langt tidligere

Danske børn er i gennemsnit 8,5 år, når de får deres første mobiltelefon. Forældrene mener selv, at den optimale alder er 10,4 år, viser en ny undersøgelse.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 12. august 2026

Der er næsten to års forskel på, hvornår danske børn får deres første mobiltelefon, og hvornår deres forældre egentlig mener, at de bør få den.

Børn er i gennemsnit 8,5 år, når de får deres første mobil. Forældrene vurderer derimod, at den optimale alder er 10,4 år.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har gennemført for YouSee blandt 1.008 danske forældre med børn i alderen 5 til 13 år.

Hver fjerde føler sig presset

Undersøgelsen viser samtidig, at flere forældre oplever et pres for at give deres barn en smartphone.

24 procent svarer, at de har følt sig presset til at give barnet en smartphone, selv om de ikke havde lyst. Sidste år var andelen 21 procent.

Samtidig svarer 45 procent, at de generelt er bekymrede for at give deres barn den første mobiltelefon.

“Vi oplever, at mange forældre står i et dilemma. På den ene side ønsker de at beskytte deres børn og udskyde den første mobiltelefon. På den anden side frygter de, at barnet bliver holdt uden for fællesskabet, hvis de venter for længe. Det gør beslutningen svær, og så vælger mange at give efter for barnets ønsker. Det er en udtalt bekymring, vi oftere og oftere møder i vores dialog med kunderne, og som nu også afspejles i undersøgelsen,” siger Christian Morgan, CEO i YouSee.

Færre børn under otte år har egen mobil

Tallene har kun ændret sig lidt siden sidste års undersøgelse. Gennemsnitsalderen for den første mobil er steget med 0,3 år, mens den alder, som forældrene vurderer som den ideelle, er steget med 0,2 år.

Til gengæld er der blevet færre af de yngste børn med egen telefon. Andelen af børn under otte år med egen mobiltelefon er faldet fra 22 procent sidste år til 17 procent i år.

Tryghed fører til køb – underholdning fylder bagefter

Når forældre vælger at give deres barn den første mobil, handler det blandt andet om tryghed, muligheden for at holde kontakt og ønsket om, at barnet kan være med i digitale fællesskaber.

Men efter mobilen er kommet ind i barnets hverdag, bliver den ifølge forældrene primært brugt til underholdning som streaming, spil og musik.

YouSee peger samtidig på, at den første telefon ikke nødvendigvis behøver at være en smartphone. En simpel basistelefon eller et smartwatch med et minimum af data kan være alternativer.

Børns Vilkår: Tag snakken tidligt

Hos Børns Vilkår genkender man ifølge undersøgelsen problemstillingen. Organisationen opfordrer forældre til tidligt at tale sammen om, hvordan børnene skal bruge mobilen.

“Mobilen kan være et godt redskab til at skabe tryghed og selvstændighed i barnets hverdag, men med den første mobil kommer også barnets første digitale vaner, særligt når vi taler om smartphones. Når mange forældre samtidig oplever et pres for at give den tidligere, end de egentlig er komfortable med, er det vigtigt at holde fast i, at de digitale vaner og den digitale kultur skabes i samspil med andre – både børn og forældre.

Vi opfordrer derfor til at tage snakken med de andre forældre og børn endnu tidligere, afstemme forventninger og lave klare aftaler om brugen fra begyndelsen,” siger Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert hos Børns Vilkår.

Undersøgelsen blev gennemført online af Wilke i uge 18 og 19 i 2026.