Familie

Frivillige samlede 13 millioner ind i det lune forårsvejr

Søndagens landsindsamling for Folkekirkens Nødhjælp oversteg alle forventninger med et imponerende resultat på 13 millioner kroner. Generalsekretæren kalder opbakningen “overvældende”.

Frivillige samlede 13 millioner ind i det lune forårsvejr
Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Jonas Nøddekær, samlede ind i Brønshøj i selskab med 4-årige Olivia. Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Af Dinny Eriksen 10. marts 2025

Over 10.000 frivillige trodsede kalenderens forårskolde ry og mødte i stedet et varmt og solrigt vejr, da de søndag gik på gaden for Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling. Deres ihærdige indsats resulterede i en indsamling på hele 13 millioner kroner på landsplan, viser en prognose fra søndag aften.

“Jeg er helt blæst bagover! Det har virkelig været skønt at mærke den stærke opbakning hos både indsamlere og dem, der har fyldt penge i indsamlingsbøsserne. Der er rigtig mange, der har sagt til os, at den højspændte situation i verden har gjort indsamlingen endnu mere meningsfuld i år. Og det afspejles jo også tydeligt i det flotte resultat,” udtaler Jonas Nøddekær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

En dag med mening

En af de mange frivillige, der bidrog til det flotte resultat, var 28-årige Sadik Ahmed fra Kolding. Han samlede ind på Frederiksberg og oplevede en positiv og imødekommende stemning blandt de lokale borgere.

“Folk var supersøde og tog godt imod os. Det var virkelig en fed måde at bruge søndagen på – i stedet for bare at sidde hjemme på sofaen eller gøre rent. Og her bagefter slapper vi af med en god følelse i maven. Sammen med en masse andre danskere har vi været med til at gøre en kæmpestor forskel i en verden, der ellers ikke er lutter lagkage for tiden,” fortæller han.

Håb i Psykiatrien: Får 4,5 mio. kr. til at udvide indsatsen med frivillige på psykiatriske afdelinger

Læs også: Håb i Psykiatrien: Får 4,5 mio. kr. til at udvide indsatsen med frivillige på psykiatriske afdelinger

Hjælp til verdens brændpunkter

De indsamlede midler skal gå til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i områder ramt af krige og katastrofer. I år er fokus især rettet mod Gaza og Ukraine, hvor befolkningerne er hårdt prøvede. Derudover vil der blive ydet hjælp til Zimbabwe, som oplever alvorlige klimakatastrofer, der sjældent når mediernes dagsorden.

Pengene skal konkret bruges til livsnødvendige fornødenheder som mad, varme tæpper og sikre opholdssteder for mennesker i nød.

“I en splittet verden, hvor Donald Trump med et fingerknips har stoppet USA’s nødhjælp til verdens fattigste mennesker, kan man let blive ramt af magtesløshed. Men indsamlingen viser klart og tydeligt, at danskerne ikke giver op! Den er jo et bevis på, at vi helt almindelige mennesker faktisk kan gøre rigtig meget, når bare vi går sammen,” lyder det fra Jonas Nøddekær.

Støt digitalt

Hvis man ikke var hjemme til at tage imod de frivillige indsamlere, er det stadig muligt at støtte via Folkekirkens Nødhjælps digitale indsamling. Doner på www.nødhjælp.dk/indsamling og læs mere om, hvordan pengene gør en forskel for verdens mest udsatte mennesker.

Danskerne tvivler på varslingssystemer for ekstremt vejr: Nordjyderne mest trygge

Læs også: Danskerne tvivler på varslingssystemer for ekstremt vejr: Nordjyderne mest trygge

Kampen for dansk frugt og grønt: 31 aktører går sammen om fremtiden

Læs også: Kampen for dansk frugt og grønt: 31 aktører går sammen om fremtiden