Natur

Fuglekiggere dyster fra tårne over hele landet lørdag

DOF BirdLife inviterer til Tårnenes Dag, hvor hold konkurrerer om at spotte flest fuglearter på otte timer

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. maj 2026

Lørdag den 9. maj bliver fugletårne over hele Danmark samlingspunkt for en landsdækkende fuglekonkurrence, når DOF BirdLife afholder Tårnenes Dag.

Her gælder det om at finde flest mulige fuglearter fra et fugletårn i løbet af otte timer. Deltagerne stiller op i hold og bruger kikkerter og teleskoper til at få øje på fuglene.

Arrangementet finder sted samme dag som Verdens Trækfugledag, hvor fuglevenner verden over følger forårets fugletræk.

Konkurrence mellem fugletårne

Ifølge arrangørerne handler dagen både om naturoplevelser og konkurrence.

”Find et fugletårn, saml et hold fuglekiggere og hjælp så hinanden med at finde så mange fuglearter som muligt. Det hold, der får flest arter i sigte og sætter navne på, har vundet.”

Der ventes mange observationer fra blandt andet fugletårne i Vestjylland, Nordjylland, København og Nordsjælland.

Tårnenes Dag blev første gang afholdt i Danmark i 2006.

Oprindeligt fra Finland

Arrangementet har rødder i Finland, hvor idéen opstod i 1994.

”Konceptet bag Tårnenes Dag stammer fra Finland, hvor arrangementet første gang blev holdt i 1994. Siden maj 2015 har Finland, Sverige og Danmark holdt Tårnenes Dag samme lørdag i maj, og begivenheden har formet sig som en landskamp de tre lande imellem”, fortæller Lars Holm Hansen, der er formand for DOF BirdLifes afdeling i Vestjylland og tovholder på dagen.

Tårnenes Dag afholdes lørdag den 9. maj i fugletårne over hele landet.