Trafik

Grå nat og risiko for spejlglatte veje i aften og tirsdag

Dis, tåge og let frost kan gøre veje og fortove glatte – især i nord og øst

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 23. februar 2026

Natten til tirsdag byder på gråt og diset vejr med risiko for spejlglatte veje flere steder i landet.

I nat bliver det skyet, diset og stedvis tåget eller med rimtåge. Temperaturen ligger mellem frysepunktet og 3 graders varme, og der kan lokalt forekomme let frost. Vinden bliver svag til let fra vest.

Risiko for spejlglatte veje

Det kan i nat flere steder blive spejlglat, når let frost risikerer at gøre fortove og veje isglatte.

Det er primært de nordlige og østlige egne, der skal være opmærksomme på pletvis glatte veje. Bilister og cyklister opfordres til at være ekstra varsomme.

Vær opmærksom, også selvom bilens termometer viser plusgrader – det er en lumsk vejrsituation.

Tåge kan sænke farten

Samtidig med at temperaturen falder, dannes der flere steder dis og tåge. Lokalt kan tågen blive tæt, og det kan også medvirke til nedsat hastighed.

Tirsdag fortsætter det grå og disede vejr, og først på dagen vil der flere steder være tåget. Temperaturen ventes at ligge mellem 1 og 5 grader med svag til let vind fra vest, der i løbet af dagen drejer til syd.