Hus og have

Har du husket denne sommerrutine? Den kan spare dig 5 procent på varmeregningen

NRGi opfordrer boligejere til at sommerlukke varmeanlægget korrekt – og mange overser især én vigtig detalje

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 15. maj 2026

NRGi opfordrer boligejere til at sommerlukke varmeanlægget korrekt – og mange overser især én vigtig detalje

Fredag den 15. maj markerer Danmarks nationale sommerlukdag, hvor boligejere opfordres til at sætte deres varmeanlæg på sommerdrift. Ifølge energi- og rådgivningskoncernen NRGi kan det reducere varmeregningen med op til 5 procent og samtidig sænke boligens CO2-udledning.

Men mange glemmer en vigtig del af processen, lyder det fra NRGi.

”Mange boligejere ved ikke, at de faktisk kan skære en god bid af varmeregningen på bare fem minutter. Og at det hverken kræver, at man har en masse teknisk viden eller specialværktøj. Du skal blot slukke for boligens varmeanlæg og cirkulationspumpen, så er du i mål. Det er en af de nemmeste besparelser, du kan gøre i dit hjem,” siger Bo Halm Andersen, energikonsulent i NRGi.

Varmen slukkes – men det varme vand virker stadig

Når et varmeanlæg sættes på sommerdrift, producerer det fortsat varmt vand til bad og køkken. Til gengæld stopper det med at sende varme ud til radiatorer og gulvvarme.

Det betyder, at man undgår unødvendigt energiforbrug i de varme måneder, hvor der ikke længere er behov for opvarmning af boligen.

Mange glemmer cirkulationspumpen

Ifølge NRGi er det dog ikke nok blot at skrue ned for varmeanlægget. Cirkulationspumpen skal også slukkes.

Pumpen sørger for at sende varmt vand rundt til radiatorer og gulvvarme, og hvis den fortsætter med at køre hen over sommeren, bruger den stadig strøm og bliver samtidig udsat for unødigt slid.

”At lade pumpen køre, selvom varmen er slukket, er lidt som at lade bilen stå i tomgang hele sommeren. Det fører ikke kun til unødvendige omkostninger, men også til slid på pumpen, som risikerer at gå i stykker. En ny cirkulationspumpe koster typisk mellem 5.000 og 10.000 kr., og det er en udgift, man nemt kan undgå ved at slukke for pumpen,” forklarer Bo Halm Andersen.

Temperaturen afgør tidspunktet

Selvom den 15. maj er udpeget som sommerlukdag, understreger NRGi, at boligejere først og fremmest bør holde øje med vejret.

Ifølge anbefalingen er det typisk tid til at sommerlukke, når dagtemperaturerne stabilt ligger over 13-15 grader, og der ikke længere er nattefrost.

”Den 15. maj er et godt pejlemærke at have i kalenderen, men det vigtigste er at holde øje med vejret og sin bolig. Hvis dagtemperaturerne regelmæssigt ligger over 13-15 grader, og det ikke fryser om natten, er det typisk et godt tidspunkt. Og hvis man er i tvivl, er der ingen skam i at vente til juni. Bare man husker at sommerlukke for varmen, så man får glæde af en lavere varmeregning,” siger Bo Halm Andersen.

Tjekliste til sommerlukning

NRGi anbefaler følgende:

  • Luk for varmeanlægget eller sæt det på sommerdrift, hvis anlægget har den funktion.
  • Sluk for cirkulationspumpen.
  • Drej radiatorernes termostater fra lukket til åben og tilbage igen et par gange i løbet af sommeren, så ventilerne ikke sætter sig fast inden fyringssæsonen starter igen.