Nyheder

Horsens får ny hjertemedicinsk afdeling

Regionshospitalet Horsens indvier 2. oktober en afdeling, der skal give 1500 flere patienter behandling tæt på hjemmet

Søren Greve
Af Søren Greve 30. september 2025

Fra torsdag den 2. oktober får borgere i Horsens-området adgang til en ny hjertemedicinsk afdeling på Regionshospitalet Horsens. Afdelingen for Hjertesygdomme betyder, at omkring 1500 flere patienter årligt kan blive udredt og behandlet lokalt i stedet for at rejse til andre byer.

Behandling rykkes tættere på

Åbningen af afdelingen er en markant forbedring for patienterne, mener regionsrådsformand Anders Kühnau.

“Med en selvstændig hjertemedicinsk afdeling rykker vi sundhedsvæsenet og den specialiserede behandling tættere på borgerne i Horsens. Og det er lige præcis intentionen i arbejdet med den nye sundhedsreform,” siger han.

Flere hjertelæger ansat

Det hjertemedicinske speciale i Horsens har tidligere været udfordret af mangel på speciallæger. Under etableringen af afdelingen er der dog allerede blevet ansat ti hjertelæger, herunder en cheflæge. Yderligere stillinger slås op i både 2025 og 2026.

“Flere speciallæger er helt afgørende for at gøre vores hjertemedicinske speciale mere bæredygtigt og robust – og for at kunne tilbyde en stor gruppe patienter fra lokalområdet udredning og behandling på et højt fagligt niveau,” siger lægefaglig direktør Kim Houlind.

Han tilføjer:
“Derfor er det også meget glædeligt, at vi er lykkedes med at hente så mange dygtige specialister til hospitalet, og at afdelingen nu er en realitet. Tak til alle medarbejdere og ledere, som har været en del af processen, og som fremover kommer til at arbejde med yderligere udvikling af det hjertemedicinske speciale.”

Officiel indvielse

Regionsrådet godkendte i august, at hospitalet får eget budgetansvar for kardiologiske udredninger fra 1. oktober 2025 og frem til udgangen af 2026.

Den officielle indvielse finder sted torsdag den 2. oktober kl. 14-15.30 på plan 5 i højhuset på Regionshospitalet Horsens. Alle er velkomne.

Fakta: Afdelingen for Hjertesygdomme

  • Består af både klinik og sengeafsnit
  • Tilbyder udredning, medicinsk behandling, kontroller og efterforløb
  • Behandler blandt andet hjerterytmeforstyrrelser, forsnævring af årer, hjertesvigt og problemer med hjerteklapper
  • Modtager også akutte patienter direkte på afdelingen