Når vi ser blå blink på vejene, tænker de fleste nok straks på ambulancer. Men vidste du, at der findes hele seks forskellige typer præhospitalets køretøjer, der alle arbejder sammen om at sikre hurtig og effektiv hjælp ved sygdom og ulykker? Her gennemgår vi de forskellige køretøjer og deres funktioner.
Ambulancer i Region Midtjylland
Ambulancen er det køretøj, de fleste forbinder med akut hjælp. Den er oftest den første enhed på stedet og står for både behandling og transport til hospitalet. Region Midtjylland har 70 ambulancer i drift, som udfører patienttransport mellem hospitalerne og akutte opgaver. Ambulancerne bemandes af to personer, hvoraf mindst én er uddannet ambulancebehandler eller paramediciner.
Der findes også specialiserede ambulancer i Region Midtjylland:
- En babyambulance til nyfødte børn.
- To XL-ambulancer til tunge patienter og sengetransporter.
Akutlægebilen – Så lægen er hurtig fremme
Akutlægebilen er et vigtigt supplement til ambulancen, da den bringer en speciallæge i anæstesi og en ambulancebehandler eller paramediciner med til skadestedet. Lægen kan diagnosticere og behandle kritisk syge patienter allerede på stedet, og bilen er pakket med avanceret udstyr og medicin. Akutlægebilen er især afgørende ved alvorlige situationer som hjertestop og større ulykker, og lægen kan ledsage patienten til hospitalet, hvis det er nødvendigt.
Akutlægehelikoptere – når tid er en faktor
Akutlægehelikopterne sikrer hurtig lægehjælp til svært tilskadekomne og syge patienter, især når minutterne tæller. Helikopterne dækker hele landet og kan hurtigt nå frem, fx til patienter på øer eller ved større trafikulykker, hvor afstanden til hospitalet er stor. De fire akutlægehelikoptere opererer på tværs af regionerne og samarbejder tæt med de regionale AMK-vagtcentraler. Der findes en masse info om Akutlægehelikoptere her: akutlaegehelikopter.dk
Paramedicinerbil – en effektiv indsats
Paramedicinerbilerne er udstyret med avanceret medicinsk udstyr og bemandes af paramedicinere, der kan yde livreddende hjælp ved bl.a. åndenød, kredsløbsproblemer og hjertestop. Der er fire paramedicinerbiler i Region Midtjylland, og deres opgave er at give hurtig behandling, indtil patienten kan transporteres til hospitalet. Paramedicinerne kan på egen hånd håndtere mange kritiske situationer, hvilket sikrer hurtig og effektiv indsats.
Sygebesøgsbil – behandling i hjemmet
Sygebesøgsbilerne er særlige enheder, der kører ud om natten til borgere, der har ringet til Lægevagtens Natberedskab. Disse biler er bemandet med sygeplejersker og paramedicinere, som yder sundhedsfaglig hjælp til patienter, der har behov for behandling i hjemmet, men ikke nødvendigvis skal på hospitalet.
Sygetransport – når der er brug for at ligge ned
Sygetransporterne bruges til at transportere patienter, der skal ligge ned, når de skal til eller fra hospitalet. Disse transporter er bemandet af personale, der er specialuddannet til opgaven, og de varetager ikke akut behandling som ambulancerne, men sikrer tryg og sikker transport af patienter, der har brug for at blive kørt liggende.
Det akutte beredskab – et flydende system
Alle disse køretøjer og enheder arbejder sammen for at sikre den bedst mulige behandling til patienterne. Det kaldes et “flydende beredskab”, hvor ressourcerne flyttes rundt alt efter behov, og behandlingen starter allerede på stedet. Dertil kommer de mange frivillige hjerteløbere, der kan alarmeres via en app og rykke ud for at yde livreddende førstehjælp, inden de professionelle når frem.
Tilsammen udgør disse enheder en vital del af det præhospitale system og hjælper hver dag borgere i hele regionen. Uanset hvilken type køretøj der når frem til dig, starter behandlingen på stedet for at sikre hurtig og professionel hjælp, når det gælder mest.
Det akutte beredskab er mere end blot køretøjer og blå blink. Det er mennesker, der hver dag står klar til at redde liv og gøre en forskel, når det virkelig gælder. Paramedicinere, ambulancebehandlere, læger, sygeplejersker, frivillige hjerteløbere og ansat der understøtter funktionerne er alle en del af en kæmpe indsats, der sikrer, at hjælpen når frem i tide – og det kræver en særlig dedikation og vilje til at handle hurtigt og professionelt i pressede situationer.
Til alle jer, der kører ud, når alarmen lyder – og til jer, der står klar til at hjælpe, uanset om det er på gaden, i luften eller i hjemmet: En kæmpe tak! Tak for jeres utrættelige indsats, jeres hurtige reaktion og ikke mindst jeres omsorg for mennesker i nød. Jeres arbejde gør en verden til forskel for os alle, og vi er dybt taknemmelige for det, I gør.