Alarm 112 Klip i kørekortet: Tre forseelser dominerer danskernes trafiksynder
Nye tal fra Anklagemyndigheden viser, at danskerne i høj grad får klip i kørekortet for de samme typer lovovertrædelser år efter år. I 2024 blev der i alt uddelt over 81.000 klip, svarende til mere end 220 sigtelser dagligt – og tendensen fortsætter i 2025.
Tre forseelser dominerer
Særligt tre typer overtrædelser står for størstedelen af klippene. Det er overskridelser af hastighedsgrænsen, brug af håndholdt mobiltelefon og kørsel frem mod rødt lys.
En overskridelse af fartgrænsen med 30 procent eller mere udløser automatisk et klip, og alene i 2024 blev det registreret 47.863 gange. Brug af håndholdt mobiltelefon resulterede i 19.729 klip, mens 4.016 bilister blev noteret for at køre frem mod rødt lys.
En bekymrende udvikling
Skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, betegner udviklingen som bekymrende:
“Politiet giver klip i kørekortet for de trafikforseelser, der er særligt farlige, og som vi historisk set ved er skyld i flest ulykker, og derfor er det en lidt bekymrende udvikling, at antallet af sigtelser ligger på et så konstant højt niveau. Jeg synes, det er vigtigt at huske på, at man ved høj fart eller brug af mobiltelefon ikke kun udsætter sig selv for større risiko for ulykker, men i den grad også sine medtrafikanter,” udtaler hun.
Over en kvart million klip siden 2022
Siden 2022 er der blevet uddelt mere end en kvart million klip i danske kørekort. De nyeste opgørelser viser, at der i årets første fire måneder allerede er givet 28.270 klip.
År for år ser tallene således ud:
- 2025 t.o.m. 10. april: 28.270
- 2024: 81.722
- 2023: 80.624
- 2022: 83.831
Også mindre forseelser tæller
Selvom fart, mobiltelefon og rødt lys er de hyppigste forseelser, er der også andre overtrædelser, der bidrager til statistikken. I 2024 blev der givet 1.178 klip for kørsel mod kørselsretningen og 1.165 klip for overtrædelse af ubetinget vigepligt.
Opmærksomhed kan redde liv
Lene Rasmussen peger på, at adfærden i trafikken har konsekvenser, som rækker ud over det enkelte kørekort:
“Hvis vi skal have nedbragt antallet af alvorlige ulykker, er det helt afgørende, at bilister bliver mere bevidste om, at den her adfærd i trafikken ikke kun er til fare for dem selv, men i mindst lige så høj grad er det for alle andre i trafikken,” siger hun.
Tydelig top fem
De fem hyppigste årsager til klip i kørekortet i 2024 fordeler sig således:
- Hastighedsovertrædelser: 47.863
- Håndholdt telefon: 19.729
- Kørsel frem mod rødt lys: 4.016
- Kørsel mod kørselsretningen: 1.178
- Vigepligt ubetinget: 1.165
Tallene er udleveret til forsikringsselskabet Gjensidige af Anklagemyndigheden og giver et klart billede af, hvor opmærksomheden i trafikken halter – og hvor en ændring i adfærd kan gøre den største forskel.