Erhverv

Langtidssyge ansatte tæller med i normeringer: BUPL kalder reglerne misvisende

Ifølge BUPL indgår 1.680 årsværk fra langtidssyge medarbejdere i opgørelsen af normeringer i landets daginstitutioner.

Søren Greve
Af Søren Greve 30. maj 2026

Langtidssyge medarbejdere tæller i dag med, når kommunernes normeringer i daginstitutioner bliver gjort op.

Det kritiserer BUPL, som mener, at reglerne giver et misvisende billede af, hvor mange voksne der reelt er sammen med børnene i vuggestuer og børnehaver.

1.680 årsværk uden for børnegruppen

Når ansatte i daginstitutioner er syge i længere tid, får kommunerne økonomisk kompensation, så der kan ansættes vikarer. Men ifølge BUPL tæller både vikarerne og de syge medarbejdere med i normeringsopgørelsen.

På landsplan svarer det til 1.680 årsværk, som børnene ifølge BUPL ikke får glæde af.

“Det er åbenlyst misvisende, at medarbejdere, som ikke er sammen med børnene, tælles med. Formålet med minimumsnormeringer er jo at sikre en bund under kvaliteten og et minimum af nærvær og omsorg for børnene. Så det nytter jo ikke noget, at der alene er minimumsnormeringer på papiret – og ved at syge medarbejdere tæller med,” siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

Flere kommuner ville dumpe

Opgørelsesmetoden har ifølge BUPL stor betydning for, om kommunerne lever op til reglerne om minimumsnormeringer.

Beregninger på de seneste tal fra Danmarks Statistik viser ifølge BUPL, at 51 kommuner ikke ville leve op til minimumsnormeringerne, hvis langtidssyge medarbejdere ikke talte med. Med den nuværende opgørelsesmetode er tallet 14 kommuner.

Vil have reglerne ændret

BUPL peger på, at langtidssygemeldte udgør 3,2 procent af de samlede årsværk i daginstitutionerne.

Fagforeningen mener, at reglerne bør ændres, så langtidssyge ikke tæller med på samme måde som ansatte, der faktisk er til stede blandt børnene.

“Når en medarbejder er på barsel, er det alene vikaren, der tæller med i normeringsopgørelsen. Sådan bør det også være med langtidssyge medarbejdere,” fastslår BUPL’s formand Elisa Rimpler.

Opfordring til politisk handling

BUPL ønsker, at bedre normeringer bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag.

“Jeg vil opfordre den kommende regering til at tage ansvar for at ændre reglerne. Det bør være en del af regeringsgrundlaget, at normeringerne selvfølgelig skal afspejle virkeligheden. Og så må en ny regering selvfølgelig også sikre økonomien til, at de ekstra pædagoger, det kræver, er en del af den kommende aftale om kommunernes økonomi,” siger Elisa Rimpler.

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har mere end 65.000 medlemmer.