Sundhed
Novo Nordisk Fonden bevilger 200 millioner kroner til europæisk nyreforskning
Nyt forskningskonsortium med deltagelse fra Aarhus skal undersøge nyrernes rolle i samspillet mellem hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og stofskiftesygdomme
Novo Nordisk Fonden bevilger 200 millioner kroner over fem år til det nye europæiske forskningskonsortium KidMED-CKM, der koordineres af University Medical Center Hamburg-Eppendorf. Konsortiet samler tre internationalt anerkendte forskningsmiljøer inden for nyreforskning i Hamborg, Aarhus og Aachen.
Målet er at bane vejen for en nyrecentreret tilgang til hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og stofskiftesygdomme, og skabe et skift fra behandling af komplikationer sent i sygdomsforløbet til tidligere diagnostik og mere præcis, individuelt tilpasset behandling.
Hjerte-kar-sygdomme, kronisk nyresygdom og stofskiftesygdomme som diabetes og svær overvægt udgør tilsammen en stor sundhedsudfordring. Selvom sygdommene hænger tæt sammen, bliver de fortsat i høj grad undersøgt og behandlet hver for sig. KidMED-CKM samler derfor forskere fra forskellige fagområder for at undersøge sammenhængene mellem sygdommene med nyrerne som omdrejningspunkt.
Nyrerne kan selv være med til at drive sygdomsudviklingen
Udgangspunktet for KidMED-CKM er, at nedsat nyrefunktion ikke kun opstår som følge af hjerte-kar- og stofskiftesygdomme. Forandringer i nyrerne kan også selv være med til at drive sygdomsudviklingen i andre organer.
Ved at koble grundforskning, diagnostik og klinisk forskning i et samlet forløb vil konsortiet undersøge de biologiske mekanismer bag såkaldt CKM-sygdom. Den nye viden skal bidrage til tidligere diagnostik, gøre det lettere at identificere forskellige patientgrupper og føre til mere individuelt tilpassede behandlinger.
Professor Rikke Nørregaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet peger på, at nyrerne spiller en central rolle i samspillet mellem hjerte-kar- og stofskiftesygdomme, men at den rolle traditionelt ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed. Med KidMED-CKM håber hun, at man kan undersøge sammenhængene bedre og på sigt bidrage til tidligere og mere præcis behandling.
Læs også:
Aarhus bidrager med fysiologi, befolkningsstudier og uddannelse
Den aarhusianske del af KidMED-CKM ledes af professor Rikke Nørregaard og professor Henrik Birn fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Aarhus bliver konsortiets knudepunkt for blandt andet translationel fysiologi, befolkningsstudier og uddannelse. Forskningsmiljøet bidrager med ekspertise inden for nyrefysiologi, epidemiologi, nanomedicin, avanceret billeddannelse og eksperimentelle sygdomsmodeller, samt med koblingen mellem molekylære data, patienternes sygdomsbillede og deres sygdomsforløb.
Den danske forsknings- og sundhedsinfrastruktur giver samtidig mulighed for at koble data og forskning på tværs og styrke samarbejdet mellem forskningsmiljøer og kliniske partnere inden for hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme og stofskiftesygdomme. Aarhus får desuden ansvaret for at etablere KidMED-CKM Academy, som skal fungere som en europæisk platform for videnskabelig og klinisk uddannelse, karriereudvikling og uddannelse af den næste generation af nyreforskere og forskende læger.
Tre europæiske forskningsmiljøer med hver deres styrker
De tre forskningsmiljøer ledes lokalt af Tobias B. Huber og Insa M. Schmidt i Hamborg, Henrik Birn og Rikke Nørregaard i Aarhus samt Rafael Kramann og Jitske Jansen i Aachen.
Hamborg bliver konsortiets hovedsæde og bidrager blandt andet med ekspertise inden for translationel nyremedicin, præcisionsmedicin, biobanker og avancerede molekylære analyser. Aachen bidrager med teknologi, kunstig intelligens, sygdomsmodeller og innovation.
Ud over selve forskningsprogrammet skal KidMED-CKM opbygge et langsigtet europæisk miljø for innovation, uddannelse og videndeling inden for nyreforskning og CKM-sygdom.
Læs også: