38 kilometer motorvej mellem Vejle og Skanderborg skal opgraderes med et 3. spor, og der er derfor fuld gang i alt fra udvidelse af broer og tunneler til arkæologi og rydning langs strækningen.
I næste uge gør Vejdirektoratet klar til at tage de første spadestik til den egentlig udvidelse af selve motorvejen.
”Der er store trængselsproblemer på E45-motorvejen, som betyder, at bilister dagligt holder i kø. Og i takt med at trafikken stiger, vil problemerne kun vokse. Det er derfor glædeligt, at vi nu for alvor kan sætte gang i udvidelsen af motorvejen. Med et 3. spor forventer vi at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden markant,” siger projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.
Det er de seks kilometer mellem Vejle N og Hedensted ved Sole Bæk, der skal udvides først.
Her skal til- og frakørsel <59> Hornstrup samt de skærende veje også bygges om, og så får borgerne i Gammelsole glæde af en 1500 meter lang støjskærm.
Trafikale konsekvenser
Trafikanter har indtil nu oplevet drypvis vejarbejde på turen mellem Vejle og Skanderborg. Nu samler Vejdirektoratet flere vejarbejder, som betyder flere kilometer med hastighedsbegrænsninger.
I næste uge starter arbejdet med at omlægge trafikken, hvor trafikanter – ud over de igangværende vejarbejder – vil møde 80 km/t og smalle spor fra <59> Hornstrup til syd for <58> Hedensted.
Der vil desuden kunne forekomme enkelte perioder med 50 km/t i aften- og nattetimerne.
”Vi forventer ikke, at vejarbejdet giver anledning til de store gener for trafikanter på E45, men rejsetiden mellem Vejle og Skanderborg vil i nogle tilfælde blive forlænget. Så det vil være en god idé at orientere sig på trafikinfo.dk, inden man starter sin køretur,” siger John Kjærsgaard.
Arbejdet vil påvirke lokaltrafikken, når til- og frakørsel <59> Hornstrup og de skærende veje skal ombygges, samt når kommunevejene Toftegårdsvej og Troldhøjvej skal forlægges.