Ny formuespecialist i Andelskassen: ”For mig har det altid handlet om mennesker

7. juli 2024

Andelskassen har ansat 44-årige Palle Ladefoged Grabow som formuespecialist.

Som formuespecialist er det vigtigt for Palle at opbygge gode, langvarige relationer med sine kunder, og at de føler sig trygge ved at fortælle om deres ønsker for livet. På den måde kan han levere en helhedsrådgivning, der kommer kunderne til gavn.

”Min rådgivning tager udgangspunkt i kunden og kundens familie – er børnene dækket ind, har de fremtidsfuldmagter, og hvad er mulighederne for investering, generationsskifte, skatteoptimering osv. Derfor er det vigtigt for mig at kende den enkelte kunde godt, så jeg kan levere en helhedsrådgivning og lave en individuel løsning, der optimerer kundens formue og skaber tryghed for hele familien,” fortæller Palle.

Palle kommer fra en stilling i Spar Nord. Her har han primært arbejdet i bankens filial i Horsens, hvor han blandt andet har rådgivet formuende kunder. Med skiftet til Andelskassen kommer Palle fortsat til at arbejde ud fra byen, hvor han har arbejdet de sidste 25 år, og som han også er født og opvokset i, men nu i en ny rolle. Og det glæder han sig til.

”For mig har det altid handlet om mennesker og de relationer, vi skaber til hinanden. I Andelskassen tager vi afsæt i, at vi tror på, at alle har brug for gode relationer. At vi er der, hvor kunderne er i livet. Derfor har jeg også allerede en følelse af at være kommet hjem, fordi jeg oplever, at Andelskassen er mere end en bank. Det betyder meget for mig og i min rådgivning af kunderne,” siger Palle og fortsætter:

”Jeg glæder mig til at møde nye kunder og gamle bekendtskaber og samtidig være en del af vores nye rådgivningscenter i Horsens – den nye bank i byen, der ligger nede i det skønne område på havnen. Det bliver godt at komme i gang, og jeg ser frem til at lave gode løsninger for kunderne, og at vi kan mødes, hvor det passer dem bedst. Både hjemme hos dem, i virksomheden, her i banken eller online.”

Palle bor i Juelsminde sammen med sine tre børn i alderen 8-17 år. Når Palle holder fri, løber han gerne en tur. Det giver frisk luft og fornyet energi.

/ritzau/