Nyheder

Ny rapport: Halvdelen af unge har sagt nej til et socialt arrangement grundet alkohol

Alkoholkulturen blandt unge kan være ekskluderende frem for fællesskabende. Og når unge drikker sig for fuld, kan det ødelægge festen både for dem selv og andre.

Ny rapport: Halvdelen af unge har sagt nej til et socialt arrangement grundet alkohol
Kreditering: Adobe Stock
29. august 2024
Af Benedikte Jensen

Unge drikker især alkohol, fordi de forbinder det med noget socialt og hyggeligt. Alligevel kan alkoholkulturen ofte ende med at være ekskluderende og ødelæggende for det sociale fællesskab. Det viser ny rapport af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden.

Halvdelen af unge i alderen 15-25 år har nemlig sagt nej til at deltage i et socialt arrangement, fordi de ikke havde lyst til at drikke alkohol. Samtidigt siger fire ud af ti unge, at det kan være svært at være en del af det sociale fællesskab ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol, hvis man ikke selv drikker.

– Det er triste tal, for det peger på, at det kan opleves som svært at være med i fællesskabet, hvis man siger nej tak til alkohol. Derfor skal vi have fokus på at skabe en rummelig festkultur, hvor alle kan være med – uanset om man drikker eller ej, siger Søren Stokholm Thomsen, der er projektchef i TrygFonden.

Mens alt for mange har prøvet at vælge sociale arrangementer fra, har mange ligeledes oplevet at føle sig presset af venner til at drikke mere alkohol, end de havde lyst til. Hele seks ud af ti unge kan nikke genkendende til den situation.

Konsekvenserne ved alkohol
Men alkohol påvirker ikke kun den enkelte unge, der vælger at drikke eller ikke at drikke alkohol. 67 pct. af 15-25-årige har nemlig oplevet, at en ven drak sig så fuld, at det gjorde festen dårligere. Størstedelen angiver, at festen blev dårligere, fordi de skulle passe på deres ven. Udover at alkoholkulturen kan være uhensigtsmæssig for de sociale fællesskaber, kan alkohol også medføre mere voldsomme konsekvenser.

– Et højt alkoholforbrug kan ende med ulykker og en tur på skadestuen. Når det ender allermest tragisk, er alkohol skyld i, at der hver måned i Danmark dør ét ungt menneske. På længere sigt øger alkohol risikoen for en lang række sygdomme, herunder kræft, siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti unge har oplevet at have blackout og ikke kunne huske hele eller dele af deres aften, mens tre ud af ti er kommet til skade på grund af alkohol og er f.eks. væltet ned ad en trappe, væltet på cykel eller lignende.

– Derfor er det bekymrende, at alkohol spiller så stor en rolle i unges sociale fællesskaber, siger Peter Dalum.

_______________________________________________________________________________________

Om undersøgelsen

Rapporten ’Unges alkoholvaner i Danmark 2023’ bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.026 unge i Danmark i alderen 15-25-år. Data er indsamlet af analyseinstituttet Norstat i perioden 4. september til 4. oktober 2023, og er nationalt repræsentativt i forhold til køn, alder og region.

Find rapporten her

Drik mindre, oplev mere 

I en ny kampagne sætter Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Fuld af liv-indsatsen fokus på at få unge til at drikke mindre og opleve mere. Målgruppen er unge i alderen 18 til 24 år. Kampagnen viser med et glimt i øjet, hvor galt det kan gå, når man drikker for meget.

Se filmen her

Flere børn i Horsens lever nu i fattigdom

Læs også: Flere børn i Horsens lever nu i fattigdom

/ritzau/