Biler og motor

Ny undersøgelse fra Vejdirektoratet afliver myte om elbiler

Selvom elbiler er lydsvage ved lav hastighed, viser en ny undersøgelse fra Vejdirektoratet, at de ikke udgør en højere risiko for fodgængere og cyklister.

Ny undersøgelse fra Vejdirektoratet afliver myte om elbiler
Foto: Vejdirektoratet
Af Nanna Madsen 27. februar 2025

Ulykkesrisikoen er ikke større for elbiler 

Undersøgelsen, som har set på trafikulykker mellem 2019 og 2023, afslører, at elbiler og plug-in hybridbiler var involveret i 5% af alle trafikulykker med fodgængere, en andel der svarer til deres samlede tilstedeværelse på de danske veje. Dette betyder, at elbiler ikke øger risikoen for gående og cyklister, som ofte har været bekymrede over bilernes støjsvage drift ved lav hastighed. 

Transportminister Thomas Danielsen udtaler: “Det er en god nyhed, at elbiler ikke udgør en større fare for cyklister og gående end andre biler. Det har ellers været en myte, som har talt imod en ellers positiv omstilling af den danske bilpark.” 

For nogle år siden blev der i EU indført et krav om, at elbiler skulle udsende en kunstig lyd, når de kører under 20 km/t. Dette krav gælder for alle nye el- og hybridbiler fra juli 2021. Vejdirektoratet er dog ikke bekendt med, om den kunstige lyd har en effekt. 

En anden udbredt opfattelse er, at elbiler nemt kan blive involveret i ulykker, især når noget uventet sker i trafikken, eller når vejret byder på regn og sne. Dette kan skyldes, at mange af de moderne elbiler på markedet er relativt store og tunge, hvilket kan medføre længere bremselængde. Men ulykkestallene i Danmark viser ikke, at elbiler eller plug-in hybridbiler er overrepræsenterede i f.eks. eneulykker i vådt eller glat føre. 

Milepæl nået: Danmark når 500.000 opladelige personbiler på vejene

Læs også: Milepæl nået: Danmark når 500.000 opladelige personbiler på vejene

Yngre biler med moderne sikkerhedsudstyr bidrager til færre ulykker 

Elbiler i de ulykker, som Vejdirektoratet har undersøgt, var i gennemsnit 1,7 år, mens plug-in hybridbilerne var endnu yngre. Til sammenligning var de øvrige personbiler 8,8 år i gennemsnit. De nyere elbiler og plug-in hybridbiler er udstyret med moderne sikkerhedsteknologi såsom adaptiv fartpilot og automatisk nødbremsesystem, hvilket kan bidrage til at forhindre ulykker. 

Marianne Foldberg Steffensen fra Vejdirektoratet understreger: “Den gennemsnitlige elbil har kun få år på bagen, og derfor vil sikkerhedsudstyret ofte være mere moderne end det udstyr, flertallet af bilisterne kører rundt med, hvilket kan være en forklaring på, at elbilerne ikke har haft en negativ, men måske snarere en positiv effekt på trafiksikkerheden.” 

Undersøgelsen viser også, at unge bilførere, der normalt har en højere ulykkesrisiko, ikke udgør en stor andel af elbilførerne. Dette skyldes, at elbiler stadig er dyrere og derfor oftere anskaffes af midaldrende personer. 

Ifølge Marianne Foldberg Steffensen er uopmærksomhed grunden til de fleste ulykker: ”Hovedparten af de ulykker, der sker i trafikken, skyldes i høj grad vores adfærd; at vi f.eks. bliver uopmærksomme eller glemmer at orientere os. Vejdirektoratets undersøgelse viser, at dette ikke ændrer sig, bare fordi vi nu lader bilerne op frem for at tanke dem.” 

Analysen er udarbejdet af Vejdirektoratet i efteråret 2024. 

Kilde: Ritzau

OK’s nye ladepark i Lindved gør det muligt at oplade elbiler hurtigt og nemt: Få gratis opladning og bilvask til 1 krone i åbningsweekenden

Læs også: OK’s nye ladepark i Lindved gør det muligt at oplade elbiler hurtigt og nemt: Få gratis opladning og bilvask til 1 krone i åbningsweekenden

Danskernes bilvalg: Små biler dominerer, mens SUV’er vinder på nyvognsmarkedet

Læs også: Danskernes bilvalg: Små biler dominerer, mens SUV’er vinder på nyvognsmarkedet

Biler og motor

Se flere artikler