Fritid

Rekordmange sommerkurser på højskolerne: Natur, musik og kreativitet topper programmet

Antallet af sommerkurser er højere end nogensinde, og flere danskere vælger at bruge en del af ferien på et højskoleophold med fællesskab og fordybelse.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 30. juni 2026

Flere danskere end tidligere vælger at tilbringe en del af sommerferien på højskole, og i år er der flere sommerkurser at vælge imellem end nogensinde før.

Ifølge Danmarks Statistik deltog over 41.000 kursister sidste år i ugekurser på en af landets 70 folkehøjskoler. Samtidig viser tal fra Folkehøjskolernes Forening, at der i 2026 er registreret 1.376 korte kurser – det højeste antal hidtil. Heraf afholdes 698 i sommermånederne.

Markant stigning i antallet af kurser

Udviklingen går tydeligt fremad. I 2024 var der registreret 1.114 korte kurser, mens tallet steg til 1.246 i 2025. I begge år blev der afholdt 627 sommerkurser.

Ifølge Betina Egede Jensen, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening, skyldes stigningen en voksende interesse for ferie med indhold.

”Højskolernes sommerkurser giver mulighed for at fordybe sig i en interesse, møde nye mennesker og få oplevelser med hjem, og det er en kombination, der tiltaler mange. At højskolerne udbyder flere sommerkurser end tidligere, afspejler, at efterspørgslen er steget. Højskolerne udvikler løbende nye kurser, så der både er noget for dem, der vil være kreative, aktive og fordybe sig i samfund, kultur eller natur,” siger hun.

Naturen er årets mest populære tema

Folkehøjskolernes Forenings database viser, at natur er den mest udbredte fagkategori på de korte kurser i 2026 med 325 fag.

Rundt om i landet byder højskolerne blandt andet på landevejscykling i Sønderjylland, øvandringer, ture ved Vadehavet, kajak, mountainbike og yoga på stranden.

Herefter følger fagområder som sang, fortællinger, kulturhistorie og musik blandt de mest udbudte emner.

Plads til både kreativitet og fordybelse

Sommerprogrammet rummer også en lang række kreative og kulturelle tilbud. Deltagerne kan blandt andet prøve kræfter med grafik, snitning, vævning, fotografi, maleri, blæser- og slagtøjsmusik samt sommergospel.

Derudover udbyder flere højskoler kurser om personlig udvikling, filosofi og historie. Der er også tilbud målrettet familier og mere nicheprægede emner som teenes historie, Danmark under 2. verdenskrig og film- og tv-karakterer.

Fællesskabet er en vigtig del af oplevelsen

For mange handler et sommerophold på højskole om mere end undervisningen, mener Betina Egede Jensen.

”Det er også stemningen af at bo og leve sammen i nogle dage. Det er de fælles måltider, morgensangen og de spontane samtaler, som gør, at mange tager hjem med mere end bare ny viden,” siger hun og tilføjer, at noget af det særlige ved sommerkurserne er, at de kan samle mennesker på tværs af alder og baggrund.

”Der kommer både unge, seniorer, familier og venner af sted sammen, og det giver nogle fællesskaber, som mange ikke oplever andre steder.”