Fritid

Sommerferie-højsæson i Lufthavnen: Her er de syv råd, der sparer dig tid

14.000 rejsende på én dag og uger med maksimal travlhed venter i Billund Lufthavn. Men med lidt forberedelse hjemmefra kan du sikre dig en rolig og stressfri start på ferien.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 13. juli 2026

For mange familier begynder sommerferien i Billund Lufthavn – og de kommende uger bliver blandt årets travleste. Alene den 11. juli forventer lufthavnen 100 fly og mere end 14.000 rejsende. Billund Lufthavn opfordrer derfor alle rejsende til at bruge få minutter på forberedelse hjemmefra, inden de sætter kurs mod terminalen.

På bll.dk vises alle afgange med en grøn, gul eller rød markering, der fortæller, hvor travlt der forventes at være ved den enkelte afgang – og hvornår man bør møde op.

“Vi ved, at mange gerne vil have ferien til at begynde stille og roligt. Derfor har vi gjort det nemt at se, hvor travlt der bliver ved netop den afgang, man skal med. Hvis man følger anbefalingen, får man en langt mere afslappet start på rejsen,” siger Jesper Klausholm, direktør for ruteudvikling, kommunikation og marketing i Billund Lufthavn.

Nye scannere gør sikkerhedskontrollen nemmere

En af sommerens største nyheder for de rejsende er de nye CT-baserede 3D-scannere i sikkerhedskontrollen. De betyder, at man som udgangspunkt ikke længere skal tage computer, tablet, mobiltelefon eller væsker op af håndbagagen – noget, der tidligere kostede både tid og tålmodighed.

Billund er desuden den første lufthavn i Danmark, hvor passagerer kan medbringe væskebeholdere på op til to liter gennem sikkerhedskontrollen. Den tidligere grænse lå på 100 milliliter.

“De nye scannere betyder færre stop og mindre pakke ud og i tasker ved sikkerhedskontrollen. Samtidig er det stadig vigtigt, at man møder op på det anbefalede tidspunkt, så der er god tid til hele rejsen gennem terminalen,” siger Jesper Klausholm.

Syv råd til en god start på ferien

Billund Lufthavn anbefaler alle sommerens rejsende at følge disse syv råd:

Tjek travlheden hjemmefra på bll.dk, og kom i god tid i henhold til den anbefalede mødetid. Check ind hjemmefra, hvis flyselskabet tilbyder det, og hav rejsedokumenter og boardingkort let tilgængeligt. Udnyt de nye 3D-scannere ved at lade elektronik og væsker blive i håndbagagen, og aflever kufferten med det samme ved ankomst til terminalen. Og husk det vigtigste: ferien er allerede begyndt, når du er gennem sikkerhedskontrollen – så nyd det.