Helbred

Stærk opbakning: 16.000 indsamlere fik 35,5 millioner kroner samlet ind til kræftsagen

Tusindvis af frivillige og stor opbakning sikrede årets landsindsamling et stærkt resultat

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 26. april 2026

Søndag den 19. april gik 16.000 frivillige indsamlere på gaden over hele landet for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling. Efterfølgende fortsatte indsamlingen digitalt i nogle dage – og nu er det samlede resultat gjort op.

I alt er der indsamlet 35,5 millioner kroner til forskning i kræft, forebyggelse samt støtte til patienter og pårørende.

Stor tak til frivillige og donorer

Hos Kræftens Bekæmpelse vækker resultatet både stolthed og taknemmelighed.

”Tusind tak til alle, der har været med til at sikre det virkelig flotte resultat. Jeg er meget rørt og også stolt over den store opbakning, befolkningen har vist i forbindelse med Kræftens Bekæmpelses Landsindsamling,” siger Helen Bernt Andersen, formand for Kræftens Bekæmpelse.

Hun fremhæver samtidig de frivillige indsamlingsledere, som lokalt har stået for planlægningen af indsatsen.

Positiv energi og vilje til at hjælpe

Også organisationens administrerende direktør glæder sig over det store engagement.

”Der er en imponerende positiv energi og velvilje, når vi går ud og samler ind til mennesker berørt af kræft. Hver eneste indsamler og hvert bidrag er med til at gøre en konkret og vigtig forskel – uden disse bidrag ville Kræftens Bekæmpelses arbejde for patienter og pårørende ikke være muligt,” siger Jesper Fisker.

Opbakning fra erhvervslivet

Ud over bidrag fra private borgere blev årets landsindsamling også støttet af erhvervslivet. Nordea bidrog blandt andet ved at holde ekstraordinært åbent på indsamlingsdagen, hvor banken hjalp med at tælle de indsamlede kontanter og sørgede for sikker opbevaring.

Afhængig af donationer

Kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige. Derfor er foreningen i høj grad afhængig af støtte fra befolkningen – både økonomisk og gennem frivilligt arbejde.

Sådan bruges pengene

Af overskuddet fra landsindsamlingen går:

  • 56 procent til forskning i kræft
  • 26 procent til støtte til patienter og pårørende
  • 14 procent til forebyggelse
  • 4 procent til administration

Allerede nu er det muligt at melde sig som frivillig indsamler til næste års landsindsamling, der finder sted den 18. april 2027.