Forbruger
Strømpriserne eksploderer: Danskerne har haft den dyreste uge i næsten fire år
Vindstille vejr, mangel på sol og høje gaspriser har sendt elpriserne op på det højeste niveau siden energikrisen i 2022. Søndag aften bliver strømmen igen særligt dyr.
Danskerne har i den seneste uge måttet betale markant mere for strømmen. Faktisk har elpriserne nået det højeste ugentlige niveau i knap fire år.
Ifølge energiselskabet Norlys har den gennemsnitlige rene elpris i denne uge ligget på 1,80 kroner pr. kilowatt-time i Vestdanmark og 2 kroner i Østdanmark.
Man skal helt tilbage til december 2022 for at finde en uge med højere gennemsnitspriser. Dengang lå prisen på 2,90 kroner pr. kilowatt-time i begge dele af landet.
Særligt dyr strøm søndag aften
De høje priser fortsætter søndag den 8. november, hvor strømmen bliver særligt dyr i aftentimerne.
Klokken 19 topper den rene elpris på 2,40 kroner pr. kilowatt-time i Vestdanmark og 2,60 kroner i Østdanmark.
Priserne er uden moms, nettariffer og øvrige tillæg, som kommer oveni den pris, forbrugerne betaler.
Særligt vejrfænomen sender priserne op
Forklaringen på de usædvanligt høje priser skal blandt andet findes i vejret.
Store dele af Europa har i denne uge været ramt af vejrfænomenet dunkelflaute, der opstår, når vindstille og gråt vejr begrænser produktionen af både vind- og solenergi.
Når vindmøllerne producerer mindre strøm, og solcellerne samtidig får begrænset sollys, bliver der behov for at producere mere elektricitet på andre måder.
Problemet bliver særligt stort, når det samme vejr rammer flere europæiske lande på én gang.
Samtidig er gaspriserne ifølge Norlys presset op på et usædvanligt højt niveau som følge af krigene i Ukraine og Iran.
Det betyder, at det bliver dyrere at producere strøm på blandt andet gaskraftværker.
Norlys: Vejret har stor betydning
Hos Norlys peger direktør for energiforretningen Ellen Trolle på, at ugens udvikling viser, hvor afhængige elpriserne er blevet af vejret.
»Denne uge har vist, hvor stor betydning vejret efterhånden har for vores elpriser. Når både vinden og solen svigter i store dele af Europa på samme tid, bliver den billige vedvarende energi en mangelvare. Så skal blandt andet gaskraftværkerne levere mere strøm, og når gas samtidig er dyrt, kan det meget hurtigt ses på elprisen. Derfor er det afgørende, at vi som samfund får udbygget den vedvarende energiproduktion og finder gode lagringsmetoder som fx batterier, når der produceres mere billig strøm, end vi har behov for. Det vil nedbringe vores afhængighed af olie og gas og i sidste ende gøre det billigere for forbrugerne,« siger Ellen Trolle.
Stadig langt fra energikrisens værste priser
Selvom strømmen i denne uge har været den dyreste siden december 2022, er der fortsat et stykke op til de højeste priser under energikrisen.
Dengang lå den gennemsnitlige rene elpris over 2 kroner pr. kilowatt-time i 11 uger i træk.
I den dyreste uge nåede gennemsnitsprisen helt op på 4,35 kroner pr. kilowatt-time.
Samtidig er elafgiften i 2026 og 2027 sænket til blot 1 øre pr. kilowatt-time mod 72 øre sidste år.
Her kan du spare på elregningen
De høje priser betyder, at der igen kan være penge at spare ved at tænke over, hvornår man bruger strøm.
Særligt forbrugere med en variabel elaftale kan have fordel af at flytte strømforbruget væk fra de dyreste timer.
Det kan eksempelvis være ved at vente med at starte opvaskemaskinen, vaske tøj eller oplade elbilen.
Samtidig er forskellen mellem de billigste og dyreste timer blevet større, efter at elnetselskaberne er gået over til vintertariffer.
Norlys anbefaler desuden at begrænse unødvendigt strømforbrug i hjemmet.
Blandt rådene er at holde køleskabet på 5 grader og fryseren på minus 18 grader, rense tørretumblerens fnugfilter og bruge låg på gryden under madlavning.
Selvom priserne er steget markant, understreger energiselskabet, at situationen fortsat er væsentligt anderledes end under energikrisen i 2022.
Læs også: