Katrine Andreasen har de sidste tre år arbejdet med erhvervskunder i Sparekassen Kronjylland i Horsens, hvor hun kom til efter endt uddannelse på Aarhus Universitet. Her har hun været finansiel sparringspartner for en række virksomheder, og det tiltaler hende at komme ind i virksomhedernes maskinrum.
”Når jeg sætter mig ind i virksomheders forretningsmodel, har jeg en nysgerrig tilgang – jeg opsøger information, stiller spørgsmål og lytter. Og så er det vigtigt for mig at opbygge en god relation. For gennem en åben og tillidsfuld dialog kommer vi tættere på hinanden, jeg lærer virksomheden at kende, og på den måde har jeg de bedste forudsætninger for at give økonomisk rådgivning, der kommer hele vejen rundt om virksomheden,” fortæller Katrine.
Katrine har samarbejdet med mange forskellige virksomheder og har derfor et stort kendskab til både kommunikations-, detail-, bygge-, håndværker- og servicebranchen, men også fx kapitalfonde har været blandt kunderne.
Nu glæder hun sig til at udvide netværket som erhvervskundechef i Andelskassens rådgivningscenter i Aarhus. Med skiftet til Andelskassen er Katrine blevet en del af en relationsbank. Og det er et bevidst valg.
”Andelskassen er en bank, hvor vi arbejder ud fra, at alle har brug for gode relationer. Det gælder både over for kunder, men også internt mellem kolleger. Det er for mig den perfekte kombination, da det danner gode rammer for trivsel, hvor man både bliver fagligt udfordret og har et stærkt kollegialt samarbejde, samtidig med vi har det sjovt,” siger Katrine.
Katrine bor i Stilling med sin kæreste. I fritiden er hun ofte sammen med venner og familie eller ude i naturen med hesten. Hun er medlem i Ladies Circle og mødes i netværket ca. 12 gange om året. Derudover holder hun meget af at stå på ski og besøge forskellige feriedestinationer og udforske områderne.