Nyheder
Ny forskning: Pest dræbte mennesker allerede for 5.500 år siden
Et internationalt studie med forskere fra Københavns Universitet viser, at tidlige former for pest var langt mere dødelige, end man hidtil har troet.
Pest forbindes ofte med middelalderens tætbefolkede byer, rotter og den sorte død. Men sygdommen var dødelig for mennesker længe før de store europæiske epidemier.
Det viser et nyt studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature. Her har en international forskergruppe undersøgt gammelt DNA fra skeletter fundet på fire jæger-samler-gravpladser i Bajkalregionen i det østlige Sibirien.
Resultaterne viser, at pest ramte små, mobile jæger-samler-samfund allerede for 5.500 år siden.
DNA fra tænder afslørede sygdommen
Forskerne har analyseret gammelt DNA fra skeletterne og rekonstrueret bakteriegenomer, som var bevaret i tænder. På den måde kunne de identificere hidtil ukendte tidlige peststammer.
I alt blev DNA fra Yersinia pestis, bakterien der forårsager pest, fundet hos 18 ud af 46 undersøgte individer. Det svarer til næsten 40 procent.
– “Der har været debat om, hvorvidt de tidligste former for pest var milde eller alvorlige, men vores resultater viser, at disse gamle stammer allerede var meget dødelige,” siger seniorforfatter Eske Willerslev, professor ved Københavns Universitet og University of Cambridge.
Læs også:
Et gammelt mysterium får ny forklaring
På de to største gravpladser har arkæologer i mange år undret sig over et usædvanligt højt antal børn og unge teenagere blandt de døde. Samtidig viser kulstof-14-dateringer, at mange begravelser fandt sted inden for kort tid.
Flere steder ser det ud til, at søskende eller forældre og børn er døde og begravet sammen.
– “Det usædvanligt høje antal børn, og den korte tidsperiode, hvor gravpladserne var i brug, har været et mysterium, som vi har forsøgt at løse siden 1990’erne. At opdage, at pest var årsagen, er ekstraordinært, men det giver utrolig god mening,” siger arkæolog Andrzej Weber fra University of Alberta og leder af Baikal Archaeology Project.
Kan ændre forståelsen af pestens historie
Tidligere har forskere antaget, at de ældste pestformer næppe kunne forårsage større udbrud, fordi de manglede nogle af de genetiske egenskaber, der senere gjorde byldepest effektiv til at sprede sig via lopper og gnavere.
Det nye studie peger i en anden retning. De gamle peststammer bar på et særligt superantigen, som kan udløse kraftige immunreaktioner og alvorlige betændelsestilstande.
– “Dette fund ændrer vores forståelse af de tidligste pestudbrud. Allerede før bakterien udviklede effektiv spredning via lopper, ser disse gamle stammer ud til at have haft en potent kombination af genetiske egenskaber, som kunne gøre infektionen meget dødelig,” siger seniorforfatter Martin Sikora, lektor ved Københavns Universitet.
Forskerne vurderer, at udbruddene kan være blevet overført direkte fra inficerede murmeldyr til mennesker. Fundene understøtter samtidig teorien om, at pest opstod i Central- eller Nordøstasien, før sygdommen senere spredte sig over Eurasien.
Læs også: