Familie
Fastfrysning af skattegrænser rammer familier forskelligt
Ny CEPOS-analyse viser lavere disponibel indkomst for alle de undersøgte familietyper. En arbejderfamilie med to børn står til at miste 4.500 kroner om året, mens en direktørfamilie mister 13.000 kroner.
Regeringens plan om at fastfryse en række beløbsgrænser i skattesystemet i 2028 og 2029 vil isoleret set give mindre disponibel indkomst til alle de familietyper, som indgår i en ny analyse fra CEPOS.
For en arbejderfamilie med to børn i børnehave og SFO og med lejebolig er effekten beregnet til 4.500 kroner om året. Det svarer til 0,7 procent af familiens disponible indkomst.
En direktørfamilie med to børn i børnehave og SFO og ejerbolig står til det største tab målt i kroner. Her er effekten 13.000 kroner om året, svarende til 1,1 procent af den disponible indkomst.
Højere løn giver mere skat
Ifølge CEPOS skyldes effekten, at beløbsgrænserne ikke følger med lønudviklingen, når de bliver fastfrosset.
»Når man fastfryser beløbsgrænserne, mens lønningerne fortsat stiger, bliver grænserne reelt lavere, end de ellers ville have været. Man kommer dermed til at betale skat af en større del af sin indkomst. Det er i den forstand en skattestigning,« siger Mia Amalie Holstein, cheføkonom i CEPOS.
Analysen viser også, at en enlig kontanthjælpsmodtager uden forsørgerpligt og med lejebolig mister 1.200 kroner om året. Det svarer til 0,9 procent af den disponible indkomst. Ifølge CEPOS skyldes det fastfrysningen af personfradraget.
En enlig pensionist i lejebolig står ligeledes til at miste 1.200 kroner om året, svarende til 0,6 procent af den disponible indkomst.
Læs også:
Direktørfamilie mister 13.000 kroner
Den almindelige direktørfamilie rammes ifølge CEPOS blandt andet af, at topskattegrænsen bliver fastfrosset. Familien har i analysen en disponibel indkomst på 1.220.900 kroner og mister 13.000 kroner.
For en højtlønnet direktørfamilie med en disponibel indkomst på 2.736.400 kroner er tabet beregnet til 11.800 kroner. Det svarer til 0,4 procent af den disponible indkomst.
CEPOS understreger, at beregningerne alene viser virkningen af fastfrysningen og ikke regeringens samlede skattepakke.
»Man kan ikke konkludere, at arbejderfamilien samlet set bliver dårligere stillet ved kun at se på fastfrysningen. Regeringen har lavet en skattepakke med flere forslag. Samlet set øger pakken ligheden en lille smule. Det overordnede billede er en skattepakke, hvor den højtlønnede direktør og dem uden for arbejdsmarkedet står tilbage med de største relative gevinster«, siger Mia Amalie Holstein.
Ifølge CEPOS indeholder regeringens samlede forslag blandt andet lavere moms på fødevarer og fjernelse af moms på frugt og grønt.
CEPOS peger på arbejdsudbuddet
CEPOS retter samtidig opmærksomheden mod regeringens mål om at øge arbejdsudbuddet med 35.000 fuldtidspersoner.
Ifølge analysen har Skatteministeriet beregnet, at skatteelementerne i regeringsgrundlaget samlet vil øge arbejdsudbuddet med 3.750 fuldtidspersoner.
»Det er regeringens største akilleshæl. Man vil både øge ligheden og arbejdsudbuddet markant, men de to mål er svære at forene. Regeringen kommer efter min vurdering til at skuffe på mindst ét af sine reformmål,« siger Mia Amalie Holstein.
CEPOS’ beregninger forudsætter, at beløbsgrænserne fastfryses i både 2028 og 2029. Effekterne er beregnet med 2030-regler og opgjort i 2026-niveau.
Læs også: