Forbruger
Nu slipper du for at pante én flaske ad gangen – ny type pantautomat breder sig med rekordfart
Flere supermarkeder har fået pantautomater, hvor man kan hælde alle sine flasker og dåser i på én gang. Sidste år blev hele 314 millioner emballager afleveret i de nye automater, og nu skal et landsdækkende kort hjælpe danskerne med at finde dem.
Det kan snart være slut med at stå og putte den ene flaske efter den anden ind i pantautomaten. En ny type pantautomat vinder nemlig frem i danske supermarkeder, og udviklingen er gået stærkt de seneste år.
Ifølge Dansk Retursystem findes der nu 119 pantautomater med såkaldt sluse rundt omkring i landets supermarkeder. Her kan kunderne hælde alle deres tomme dåser og flasker i automaten på én gang i stedet for at aflevere dem enkeltvis.
Alene i 2025 blev der afleveret 314 millioner dåser og flasker gennem de nye automater. Det svarer til 14 procent af alle de pantemballager, som danskerne afleverede i løbet af året.
Spar tid og undgå fedtede fingre
De nye pantautomater fungerer anderledes end de traditionelle automater, som de fleste kender fra supermarkedet.
I stedet for at føre hver enkelt flaske eller dåse ind i automaten kan man hælde hele sin samling af pantemballager ned i en sluse.
Når slusen lukkes, tæller automaten automatisk emballagerne.
Det gør især en forskel for dem, der har samlet mange flasker og dåser sammen derhjemme. Her kan den nye løsning spare både tid og besværet med at håndtere hver enkelt emballage.
De første automater med sluse blev taget i brug i 2021, og siden er antallet vokset til 119 på landsplan.
Læs også:
Stadig flere benytter de nye automater
Hos Dansk Retursystem glæder man sig over udviklingen, der både gør det lettere for forbrugerne at aflevere pant og bidrager til en mere effektiv indsamling.
– Tidligere har de 14 store pantstationer været den primære løsning for forbrugere med store mængder pant. Derfor er det positivt, at mange supermarkeder i de senere år har etableret de nye pantautomater med sluse. De er med til at forbedre pantoplevelsen for forbrugerne og styrker samtidig effektiviteten i pant- og retursystemet. Vi ser i vores tal, at de nye automater står for en stadig større del af de indsamlede mængder, vi får retur og kan genanvende til nye dåser og flasker igen, siger Stina Buchtrup Nielsen, markedschef hos Dansk Retursystem.
Nyt kort viser, hvor du kan finde automaterne
Med de mange nye pantautomater er der også opstået et behov for at kunne finde dem.
Derfor har Dansk Retursystem lanceret et nyt landsdækkende digitalt pantkort, hvor danskerne kan se, hvilke muligheder der findes i deres område.
Kortet viser både de almindelige pantautomater, de nye automater med sluse og de større pantstationer.
– Forbrugerne spørger os ofte, hvor de kan finde de nye pantautomater med sluse. Det vil vi gerne hjælpe med, da vores opgave er at få flest mulige drikkevareemballager retur, så de kan genanvendes til nye dåser og flasker igen. Derfor har vi udviklet et digitalt ”pantkort”, som gør det nemt for forbrugerne at finde den afleveringsmulighed, der passer dem – uanset om det er en pantstation eller en pantautomat med eller uden sluse, siger Stina Buchtrup Nielsen.
Kortet kan findes på pantkort.dk samt via Dansk Retursystems hjemmeside og app.
Det er dog værd at bemærke, at kortet ikke viser alle steder, hvor man kan aflevere pant. Eksempelvis fremgår kiosker, tankstationer og mindre butikker, hvor personalet tager imod emballagerne manuelt, ikke af oversigten.
Tre forskellige måder at aflevere pant på
Der findes i dag flere forskellige løsninger til aflevering af pant i Danmark.
- Almindelig pantautomat: Flasker og dåser afleveres enkeltvis, og automaten tæller dem løbende.
- Pantautomat med sluse: Alle flasker og dåser kan hældes i på én gang, hvorefter de tælles automatisk.
- Pantstation: Her afleveres emballagerne også samlet gennem en sluse. Pantbeløbet overføres til brugerens konto, og det kræver appen Pant.
Danskerne satte pantrekord sidste år
Udviklingen kommer samtidig med, at danskerne afleverer rekordstore mængder pant.
I 2025 blev der pantet 2,2 milliarder dåser og flasker i Danmark. Det er det højeste antal nogensinde på et enkelt år.
Samtidig blev 92 procent af alle pantbelagte drikkevareemballager returneret.
De indsamlede flasker og dåser bliver sorteret på Dansk Retursystems fabrikker i Høje Taastrup og Fredericia, inden materialerne sendes videre til genanvendelse.
Tæt på 100 procent af de indsamlede emballager, der sendes til genanvendelse, bliver til nye flasker og dåser.
Med de nye pantautomater og det digitale pantkort er målet at gøre det endnu lettere for danskerne at aflevere deres tomme emballager, så materialerne kan bruges igen.
Læs også: