Der var en særlig anledning til at samles i Havesalen på Fredensborg Slot mandag den 12. oktober.
Her overrakte H.M. Dronning Margrethe Gigtforeningens store forskningspris til sygeplejerske og professor Jette Primdahl, der gennem mange år har arbejdet for at forbedre behandlingen og hverdagen for mennesker med gigt.
Med hæderen følger et forskningslegat på 250.000 kroner, som skal støtte den fortsatte forskning og udviklingen af behandlingstilbud med patienternes behov i centrum.
Prisoverrækkelsen var samtidig en markering af, at Dronning Margrethe i år har været protektor for Gigtforeningen i 25 år.
Forskning, der tager udgangspunkt i patienternes hverdag
Jette Primdahl modtager Dronning Ingrids Forskerpris 2026 for sin omfattende forskning inden for reumatologisk rehabilitering.
Det handler om at hjælpe mennesker med gigtsygdomme til at bevare eller genvinde deres funktionsevne og livskvalitet og blive bedre til at håndtere sygdommen i hverdagen.
Hendes forskning tager blandt andet udgangspunkt i de udfordringer, som mange mennesker med gigt oplever: smerter, træthed, svingende sygdomsaktivitet og vanskeligheder med at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen.
Et særligt kendetegn ved hendes arbejde er, at patienterne selv bliver inddraget i forskningen.
Det fremhævede professor og overlæge Anders Odgaard, der er formand for Gigtforeningens forskningsråd, under prisoverrækkelsen.
– Du forener høj faglig kvalitet med varme, et ubestikkeligt etisk kompas og et dybt menneskeligt engagement. Du forsker ikke i patienter, men med patienter. Du bygger bro mellem forskning og virkelighed på en måde, som kun få mestrer, sagde han.
Læs også:
Patienterne skal være med til at finde løsningerne
Jette Primdahl har blandt andet bidraget med ny viden om, hvordan mennesker med gigt bliver bedre til selv at håndtere deres sygdom.
Hendes forskning har vist, at ambulatorier ledet af sygeplejersker kan styrke patienternes evne til at mestre sygdommen. Resultaterne bliver i dag anvendt direkte i den kliniske praksis.
For Jette Primdahl er det afgørende, at forskningen ikke kun handler om sygdommen, men også om de mennesker, der lever med den.
– For mig giver forskning først for alvor mening, når den kan gøre en forskel for mennesker, der lever med gigt. Derfor betyder det også meget, at patienternes erfaringer og perspektiver er en så central del af den forskning, jeg har arbejdet med gennem mange år, siger prismodtageren.
Hun understreger samtidig, at patienternes egne erfaringer er nødvendige, hvis behandlingen skal fungere i praksis.
– Jeg har altid været optaget af, at vi ikke bare skal forske i, hvad vi tror, der er vigtigt for patienterne – vi skal spørge dem. Patienterne er eksperter i deres eget liv, og deres erfaringer kan være afgørende for, om vi lykkes med at udvikle behandling og rehabilitering, der faktisk fungerer i hverdagen, fortæller hun.
Fra sygeplejerske til internationalt anerkendt professor
Jette Primdahls karriere begyndte for 40 år siden, da hun blev uddannet sygeplejerske fra Sygeplejeskolen i Aalborg.
I 2008 begyndte hun som ph.d.-studerende ved det daværende Kong Christian X’s Gigthospital i Gråsten.
Siden har hun været medforfatter til omkring 300 videnskabelige publikationer og markeret sig internationalt inden for forskning i reumatologisk rehabilitering.
I 2018 blev hun sammen med sin svenske kollega Ann Bremander Danmarks første professor i reumatologisk rehabilitering.
Hun arbejder fortsat på Dansk Gigthospital, hvor hun beskæftiger sig med forskning og udvikling af behandlingstilbud til mennesker med gigtsygdomme.
Dronning Margrethe fejrede 25 år som protektor
Prisoverrækkelsen havde også en særlig betydning for Dronning Margrethe.
Det er nemlig 25 år siden, hun overtog rollen som protektor for Gigtforeningen efter sin mor, Dronning Ingrid, i 2001.
Under arrangementet takkede Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, Dronningen for hendes mangeårige engagement.
– I år markerer vi Deres Majestæts 25-års jubilæum som protektor for vores sag. Med et ord, som man siger, er fattigt. Men vi kan ikke finde på noget bedre: Tak. Tak for at stille op – gang på gang. Til indvielser, jubilæer og overrækkelser af medaljer og priser. Tak for den indsigtsfulde interesse, som de mange mennesker, Dronningen har mødt gennem årene, hver gang beretter om – forskere, patienter og medarbejdere på vores behandlingssteder, sagde Mette Bryde Lind.
Dronning Ingrids Forskerpris blev indstiftet i 1978, da Dronning Ingrid havde været protektor for Gigtforeningen i 25 år.
Med årets overrækkelse har Dronning Margrethe nu overrakt prisen 25 gange.
250.000 kroner til fortsat forskning
Dronning Ingrids Forskerpris er en af Gigtforeningens store forskningshædersbevisninger.
Med prisen følger et legat på 250.000 kroner, der skal bidrage til fortsat forskning og udvikling af patientcentrerede behandlingsmuligheder.
For Jette Primdahl er hæderen dermed ikke blot en anerkendelse af hendes hidtidige arbejde, men også en mulighed for at fortsætte indsatsen for mennesker, der hver dag lever med smerter, træthed og andre følger af gigtsygdomme.
Læs også: