Forbruger

Elprisen tager stort hop i aften: Her rammer den toppen

Tirsdag aften bliver strømmen markant dyrere. Klokken 19 topper den rene elpris på 4,6 kroner pr. kWh i Vestdanmark og 4,5 kroner i Østdanmark.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 22. september 2026

Elprisen tager tirsdag den 22. september et markant hop, og særligt omkring klokken 19 bliver det dyrt at tænde for de strømkrævende apparater.

I Vestdanmark, DK1, topper den rene elpris på 4,6 kroner pr. kWh, mens prisen i Østdanmark, DK2, når 4,5 kroner pr. kWh.

De høje priser kommer efter en uge, hvor den rene elpris nåede over fem kroner pr. kWh i begge prisområder.

Få timer med meget høje priser

Selv om priserne tirsdag aften ligger højt, har timer med så dyre elpriser været forholdsvis sjældne det seneste år.

I perioden fra 23. september 2025 til 22. september 2026 har der været 11 timer med en elpris på over 3,50 kroner pr. kWh i Vestdanmark. I Østdanmark har der været 10 timer.

Til sammenligning har Vestdanmark haft 230 timer med negative elpriser i samme periode, mens tallet i Østdanmark er 109 timer.

„En elpris på over 3,50 kr./kWh er naturligvis bemærkelsesværdig, og derfor får det også en del opmærksomhed. Men det er vigtigt at have proportionerne med. Ser vi på det seneste år, er det forsvindende få gange, at elprisen bliver så høj, som vi ser i aften, mens vi omvendt har set mange timer med meget lave priser og endda negative elpriser – senest har vi både i weekenden og mandag haft mange timer, hvor den rene elpris har ligget omkring 0 kr.“, siger Ellen Trolle, direktør for Norlys’ energiforretning.

Større udsving på elmarkedet

Udviklingen hænger sammen med et elmarked, hvor en større del af strømmen kommer fra solceller og vindmøller. Det giver større udsving i priserne.

„Det betyder større udsving i elprisen, særligt i de timer hvor vi stadig er afhængig af olie- og gas, men det betyder også, at forbrugerne har langt bedre muligheder for at bruge strømmen, når den er både billigst, og der er mest vedvarende energi i energisystemet. Når forbrugerne bruger strømmen mere fleksibelt, er det ikke kun godt for den enkelte husstands økonomi. Det er også med til at sikre, at vi får mest muligt ud af den vedvarende energi og er dermed med til at holde energipriserne nede“, siger Ellen Trolle.

Advarer mod lange fastprisaftaler

De enkelte timer med meget høje priser kan få nogle elkunder til at overveje en fast pris på strømmen. Norlys mener dog ikke, at de dyre timer i sig selv bør føre til et skifte.

„Grundlæggende mener vi, at tiden er løbet fra de lange fastprisaftaler for private forbrugere, og enkeltstående høje energipriser, som vi ser i dag, bør ikke være anledning til at skifte til en lang og dyr fastprisaftale. Ved lange fastprisaftaler mærker kunderne samtidig ikke de prissignaler, som energimarkedet sender ved fx mangel på energi, og de vil dermed ikke i lige så høj grad tilpasse forbruget efter, hvor meget vedvarende energi, der produceres“, siger Ellen Trolle.

Den oplyste elpris er den rene elpris. Oven i den kommer blandt andet eltarif til Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab.